Min kondition stinker

Jeg har altid været en stor fyr, og det har jeg det helt fint med. Jeg har faktisk altid følt mig godt tilfreds i min egen krop, også dengang jeg toppede på hele 118 kg, hvilket dog er ved at være en del år siden. Jeg har levet med den overbevisning, at mit lod i livet har budt mig at være sådan en bamse-type, men jo længere væk jeg kommer fra det kropsbillede, jo mere kan jeg også mærke at det hjælper på livsglæden.

Duften af nye bukser

En veninde foreslog mig at gå i en genbrugsbutik, hvor det ofte kan lade sig gøre, at finde lækkert og brugbart tøj til yderst favorable priser. Der er bare et problem ved det forslag, og det er at jeg ikke køber tøj i genbrugsbutikker. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til det, og jeg har ingen gode argumenter for at lade være. Jeg kan godt lide tanken om, at jeg er den første ejer af alt hvad jeg investerer i. Det gælder ikke kun tøj, men også elektronik, gadgets, møbler … Når først jeg har tænkt tanken, at den tidligere ejer kan have siddet nøgen i sofaen, som jeg er interesseret i at købe, så kan jeg ikke slippe den igen.

10 kilo senere

Jeg er endelig nået det punkt, hvor jeg selv kan se de fysiske fremskridt på min krop. Mine biceps er blevet en kende tydeligere når jeg spænder musklerne i armene. Mit buksebælte skal bruge et hul eller to mere, for at holde mine benklæder på plads. Mine man boobs er ikke helt så ”boobsy” (?) som de tidligere har været, men er så småt ved at ”rette ind”, så de passer til resten af min figur.

Du er ikke alene (om at være alene)

Jeg synes stadig det er lidt mærkeligt, at have en mellemstor madras helt for mig selv, at den eneste vejrtrækning i lokalet er min egen og at der ikke er nogen som vækker mig med en albue i siden, fordi jeg (nogle gange) snorker for højt. Jeg lægger mig ikke engang midt på madrassen, men rykker troligt ud i den ene side, fordi jeg har været vant til, at der skulle være plads til et andet menneske ved siden af; et menneske jeg holder af.

Tusind ting at sige

I dag er en mærkelig dag. Jeg føler jeg har en helvedes masse på hjerte, men jeg kan ikke vurdere, om det er tanker som rager andre mennesker. Jeg har haft så meget fart på siden i fredags, da jeg startede mit nye arbejde som stagehand, at jeg ikke ved om det er tankemylder inde i mig selv, som skal bearbejdes på egen hånd, eller om det er en form for ekstase over at have følt mig nyttig i 54 arbejdstimer.

Jeg løber ingen steder

Jeg skal ikke presse mit knæ til noget, som jeg på forhånd mistænker vil gøre nas. Sådan noget som at balancere på mit venstre knæ, lave skæve vrid og lignende aktiviteter, er et hundrede procent bandlyst fra mit virke. Der er ingen grund til at opsøge en risiko for, at mit ben pludselig falder sammen under mig (selvom det sikkert ville se komisk ud).