Tusind ting at sige

I dag er en mærkelig dag. Jeg føler jeg har en helvedes masse på hjerte, men jeg kan ikke vurdere, om det er tanker som rager andre mennesker. Jeg har haft så meget fart på siden i fredags, da jeg startede mit nye arbejde som stagehand, at jeg ikke ved om det er tankemylder inde i mig selv, som skal bearbejdes på egen hånd, eller om det er en form for ekstase over at have følt mig nyttig i 54 arbejdstimer.

Rockstjerne-drømmen lever

Vi i Dead End Junction havde glædet os hele dagen, til at lade de første toner vælte ud af PA-anlægget, og da jeg selv fik anslået det første C fra min bas, blev forventningens glæde afløst af ren eufori. Temperaturen steg yderligere, til trods for at solen var på vej ned, og vi kunne sagtens fornemme at de 20-25 fremmødte tilskuere, havde prioriteret at investere i en køleskabskold kildevand som supplement til deres fadøl.

Showtime

Drengene/kammeraterne/gutterne/grødhovederne og jeg har brugt de sidste mange måneder, på at træne os op til et helt nyt niveau. Vores samspil har aldrig været bedre, sangene er blevet finpudsede og vi har endda terpet lidt showmanship ind i vores optræden. Der bliver øjenkontakt med publikum, vi kommer til at danse rundt om hinanden og de lange lokker kommer til at flyve rundt i hele lokalet. Well, jeg er den i bandet med længst hår, så det bliver nok primært min manke der risikerer at prikke øjnene ud på dig.

Jeg skal vist “slappe” lidt af

Jeg var ellers helt oppe at flyve, da jeg fik lidt bedre greb om slap-teknikkerne på min bas. Jeg havde alle intentioner om at fortsætte, hvilket jeg bestemt også har gjort. I går ramte jeg dog en væg. For at være helt præcis, så drejer det sig om min højre pegefinger, som efter en halv dags slap- og pop-træning, pludselig sendte signaler til min hjerne, i form af en smerte jeg har stiftet bekendtskab med før. Jeg vil næsten vove den påstand, at alle basister har været i mine sko ... eller handsker ...?