Det lugter af forår … og Batman

Nu da snakken faldt på mit job, så har jeg endnu en spændende annoncering, som til gengæld kommer til at stille dette indlæg i et lidt mærkeligt lys. Til sommer skal jeg nemlig på Roskilde Festival for første gang. Jeg har aldrig sat ben på den plads, hverken som gæst, frivillig eller arbejdende, men i sommeren 2019 får jeg min ilddåb, da jeg skal være med til at [læs indlægget for at se hvad der skal ske].

Logik for burhøns

Det er ikke noget jeg praler med til alle sider, og det er der flere grunde til. For det første gider jeg ikke de der irriterende situationer, hvor jeg f.eks. fumler med et snørebånd, og så skal høre på dumsmarte bemærkninger om hvor klog jeg egentlig er, hvis jeg ikke engang kan håndtere sådan en opgave. Dertil benytter jeg mig heller ikke af de tilbud, som mensanere har særlig adgang til, f.eks. i form af møder eller cafébesøg med mulighed for udveksling af kloge ord med ligesindede. Desuden knækkede mit medlemskort midt over for flere år siden, fordi jeg ved et uheld fik sat mig på det.

Jeg kunne godt bruge en voksen

Jeg vil gerne se mig selv som en fortaler for at bryde tabuet omkring depression og angst, og jeg er ikke bange for at sætte ord på mine oplevelser med disse ubehagelige følelser. Under et af mine anfald, fandt jeg dog ud at, at jeg ikke helt besad det mod jeg troede. Det er nemt nok at skrive om sin oplevelse, efterhånden som tårerne tørrer ind og vejrtrækningen finder tilbage til sin rationelle rytme, men tanken om at sætte et ansigt på mens det sker er en ganske anden.

Ikke flere dagpenge til mig

Det er en trættende proces med bekymringer om deadlines, et vågent øje på min e-boks, og søvnløse nætter hvor jeg spændt har ventet på afslag efter afslag, fra virksomheder jeg blot har haft en marginal interesse i at blive ansat hos. Man holder altså kun til den slags i en kort periode, og jeg er egentlig forbløffet over at jeg har holdt ud så længe.

10 kilo senere

Jeg er endelig nået det punkt, hvor jeg selv kan se de fysiske fremskridt på min krop. Mine biceps er blevet en kende tydeligere når jeg spænder musklerne i armene. Mit buksebælte skal bruge et hul eller to mere, for at holde mine benklæder på plads. Mine man boobs er ikke helt så ”boobsy” (?) som de tidligere har været, men er så småt ved at ”rette ind”, så de passer til resten af min figur.

Du er ikke alene (om at være alene)

Jeg synes stadig det er lidt mærkeligt, at have en mellemstor madras helt for mig selv, at den eneste vejrtrækning i lokalet er min egen og at der ikke er nogen som vækker mig med en albue i siden, fordi jeg (nogle gange) snorker for højt. Jeg lægger mig ikke engang midt på madrassen, men rykker troligt ud i den ene side, fordi jeg har været vant til, at der skulle være plads til et andet menneske ved siden af; et menneske jeg holder af.