På date med fotografen

Jeg lå i min seng en aften, og bladrede atter igennem Tinder, i håb om at få kontakt til et nyt menneske. Blandt udvalget dukkede der så et ansigt op, som jeg tydeligt kunne huske: fotografens. Jeg tænkte omgående tilbage på vores møde godt fem måneder tidligere, og vurderede at det da ikke kunne skade, at lade min pegefinger glide mod højre, for at tilkendegive den bevarede interesse, selvom jeg også tydeligt huskede hendes udmelding fra dengang, om at hun altså ikke just så et potentiale i mig.

Det lugter af forår … og Batman

Nu da snakken faldt på mit job, så har jeg endnu en spændende annoncering, som til gengæld kommer til at stille dette indlæg i et lidt mærkeligt lys. Til sommer skal jeg nemlig på Roskilde Festival for første gang. Jeg har aldrig sat ben på den plads, hverken som gæst, frivillig eller arbejdende, men i sommeren 2019 får jeg min ilddåb, da jeg skal være med til at [læs indlægget for at se hvad der skal ske].

På date med Prinsessen

Jeg var virkelig smigret over at min roommate tænkte på mig i den sammenhæng, men alt for søvndrukken til at takke for omtanken. Jeg sagde derfor til hende, at hun skulle være velkommen til at give Prinsessen mit telefonnummer, og så kunne hun gøre med det som hun lystede. Resultatet af dette blev dog, at jeg i stedet modtog en besked med Prinsessens nummer, og en dertilhørende påtale om at jeg skulle mande mig op og make the first move.

Desperation eller kedsomhed – mit datingliv lige nu

Hvorfor er jeg taget på disse dates, velvidende om at jeg egentlig ikke havde lyst? Hvorfor kigger jeg stadig dagligt på Tinder og happn-appen, når jeg alligevel ikke er indstillet på at gøre noget seriøst ud af de potentielle møder? Det er nogle spørgsmål jeg har stillet mig selv de sidste par dage, og jeg tror det bunder i usikkerhed; et mindset der desperat søger anerkendelse fra det modsatte køn, hvilket må siges at være noget forbandet pjat, eftersom jeg har et hæderligt plus på den konto.