Det var sjovt mens det varede …

Jeg har set mig nødsaget til at træffe en beslutning. Det er ikke en valg der ligefrem får mig til at hoppe og springe i ren begejstring, men mens jeg skriver dette, kan jeg allerede mærke, hvordan min vejrtrækning bliver roligere, mine skuldre føles lettere og min hverdag bliver væsentligt lettere at håndtere.

Here goes …

Dette bliver det sidste blogindlæg på voksenbarn.com, og som tingene ser ud lige nu, så er der ingen grund til at holde vejret, i håb om at jeg ombestemmer mig. Der er adskillige grunde til at jeg kaster håndklædet i ringen, og af respekt for jer der nærmest slavisk har fulgt med, vil jeg gerne uddybe nogle af dem.

“jeg har ikke det samme overskud”

Først og fremmest er det et spørgsmål om, at jeg ikke føler jeg har tiden til at vedligeholde bloggen, og tilføje relevant eller læsværdigt materiale mere. Jeg har så mange aktiviteter om ørerne i min dagligdag, at for hver dag der går, hvor jeg ikke fylder omkring 800 ord på bloggen, så bliver jeg irriteret på mig selv. Jeg dedikerede mig helhjertet da jeg startede for over et år siden, men jeg har ikke det samme overskud, som det var tilfældet mens jeg var arbejdsløs sidste forår.

De oplevelser jeg har for tiden omhandler mest af alt mit arbejde, og det er altså ikke særlig sexet hverken at skrive eller læse, om de lamper jeg har hængt op til en messe, højttalere jeg har skubbet til en koncert, eller stole jeg har sat frem til en teaterforestilling. Jeg har nærmest ingen rigtige kendisser mødt gennem mit virke som stagehand, og selvom jeg gjorde, så er der oftest meget strenge regler om hvordan jeg kan, må og skal agere i deres nærvær. Billeder er f.eks. et klokkeklart no go, og bare det at henvende sig til en eventuel artist, er ligeledes strengt forbudt.

“Jeg er gået glip af nogle virkelig spændende mennesker”

Jeg skal også blankt indrømme, at bloggen ikke gør noget godt for mit datingliv – tværtimod. Jeg er virkelig taknemmelig for de kvinder, som har sagt god for at jeg måtte berette om vores møder, men jeg har bestemt også mødt personer, som er blevet direkte skræmte ved tanken om at blive reduceret til et blogindlæg, i stedet for at blive anerkendt som det unikke menneske de er… og det kan jeg sagtens forstå. Jeg er aldrig taget på date for at ”samle inspiration” til bloggen, men det er blevet trættende at skulle bruge stævnemøderne på at forklare, at der ingen onde hensigter eller skumle bagtanker har været, når jeg efter endt stævnemøde har forhørt mig, om de havde lyst til at agere underholdning til et publikum af nysgerrige læsere, med en garanti om fuld anonymitet. Jeg er gået glip af nogle virkelig spændende mennesker, fordi de stak halen mellem benene, i samme sekund de fandt ud af at jeg havde et skriveprojekt kørende, som på alle måder overskred deres grænser – og det synes jeg er en skam.

Jeg kunne stadig godt skrive om angst, bandet, vægttab, gaming og alt hvad jeg ellers har fyldt på gennem de sidste godt 14 måneder, men det er nået til et punkt nu, hvor jeg jonglerer med flere bolde end jeg kan håndtere, og jeg er nødt til at smide en af dem fra mig. Det er ikke med min gode vilje, at det bliver bloggen som må lade livet, men de andre elementer i mit liv involverer enten en indkomst (jobbet som stagehand), en hobby (gaming og skribentarbejdet for Daily Rush) eller store ambitioner for fremtiden (bandet). Bloggen er det eneste i mit liv, hvor jeg 100% er herre over dens eksistensberettigelse, men det er til gengæld også her jeg kan mærke, at jeg kan levere et nakkeskud, som stadig tillader mig at sove trygt om natten.

Jeg har skam flere grunde til at trække stikket, men dem vil jeg holde for mig selv.

Tilbage i april betalte jeg for at have domænet i et år mere, så samtlige indlæg forbliver synlige, og jeg vil tro at det kommer til at være sådan, i hvert fald til vi kommer over på den anden side af 2019. Måske jeg ændrer mening på et tidspunkt, og jeg vil bestræbe mig på, at det i så fald bliver meldt ud i tide.

“I ved hvem I er”

Til aller sidst så skal der lyde et ydmygt og overvældende TAK. Det er naturligvis til jer som har læst med, kommenteret, delt erfaringer, grint, grædt, kontaktet mig direkte med lykønskninger eller sympatiske tanker og mere til. Det var aldrig et gigantisk følge jeg fik samlet mig, men dem af jer jeg nåede at komme i kontakt med, har været intet mindre end helte. Der er også mennesker jeg har lyst til at takke ved navn, fordi de enten har holdt mig i gang, givet inspiration til indlæg, været kritiske, givet mig mod eller af helt andre grunde, men jeg sætter min lid til, at I ved hvem I er – det er sgu ikke på mit sidste indlæg, jeg skal til at bryde mine regler om andres anonymitet.

Det kan godt være at skyerne har hvilet halvtungt over København i dag, men på min vej skinner solen lidt kraftigere end før.

… og nu trænger jeg til en kold øl.

Alt det bedste.

/Christian

_20190527_194220

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s