Jeg lærte noget om min angst i Spanien

Mandag eftermiddag vendte jeg retur fra en tiltrængt ferie i Spanien. Instagram blev tilklistret med stories, der både inkluderede det bragende dejlige vejr, besøg fra missekatte og nogle af de våde varer, som var selvskrevne til at ryge indenbords. Vi var en flok på omkring 50 mennesker af sted, så der var langt imellem de helt fredelige oaser, hvor jeg kunne få mulighed for virkelig at trække stikket og nyde de uforpligtende rammer. Det var sådan set også fint nok, selvom jeg på nogle af de sidste dage længtes efter de hjemlige omgivelser. Klichéen lyder vist noget i retning af ”ude godt – hjemme bedst”; en filosofi jeg mange dage om året sympatiserer med.

Selvom humøret overordnet var højt, så var der desværre en aften, hvor jeg atter bukkede under, for de mentale udfordringer jeg for længst har sluttet fred med, som værende en fast del af mit liv jeg må udholde og være opmærksom på: jeg fik et angstanfald.

Det skulle have været en aften med hele selskabet, hvor vi skulle spise, drikke og hygge os med underholdning, dansevenlig musik og en åben bar. Sådan skulle det dog ikke gå for mig, da den velkendte prikkende fornemmelse havde manifesteret sig i mit sind, og jeg ikke længere kunne være i mig selv. Jeg tog mine cigaretter og solbriller fra bordet, og forlod selskabet uden at ytre et ord til nogen som helst; jeg skulle ud, og det skulle gå hurtigt.

“med hovedet begravet i mine svedige hænder”

Feriehytten jeg var bosat i med mine forældre, lå heldigvis ikke langt fra festlighedernes placering, og jeg kunne derfor, i et lige dele raskt og panisk tempo, finde vej til hoveddøren på få minutter. Her satte jeg mig på sofaen, med hovedet begravet i mine svedige hænder, og en hastig vejrtrækning der truede med at få mig til at hyperventilere. Stilheden i lokalet omfavnede mig, og bidrog til den ro jeg på det givne tidspunkt havde brug for, men kun indtil vibrationerne fra min telefon brød mine ambitioner om at få pulsen ned igen. Jeg havde fået en sms fra min mor:

_20190508_181951

Min mor er god!

Jeg lærte til gengæld noget om min angst under ferien: lyd kan være en såkaldt trigger. Jeg opdagede det faktisk allerede en af de første dage, hvor mine forældre og jeg sad i en restaurant på den lokale strand. Akustikken i restauranten var frygtelig, og vækkede minder fra kantinen på min gamle folkeskole, blot med mere stilfuld keramik på væggene. Højlydte samtaler, glas og tallerkner der klirrede, støjen fra det travle køkken… alle lyde blev kastet rundt i lokalet, i en sådan grad at jeg dårligt kunne høre når jeg blev tiltalt. Vi fik indtaget vores måltid og tømt vores glas, men jeg var her nødsaget til at forlade bordet, for at gå udenfor i den friske og mere beherskede strandluft, mens min del af regningen blev håndteret for mig. Jeg nævnte på dette tidspunkt ikke, at det var et angstanfald jeg kunne mærke liste sig ind på mig, men henkastede i stedet en bemærkning om, at der da godt nok var højlydt derinde, hva’?

“det er noget jeg skal være opmærksom på fremover.”

Jeg skal dog være opmærksom på, at det ikke KUN er lyde der kan få angsten op i mig. Det er dette indlæg fra sidste år et glimrende eksempel på. Men med to episoder under ferien, hvor jeg burde have været mere afslappet end normalt, og med nogenlunde identiske situationer for min øregang, tror jeg at det er noget jeg skal være opmærksom på fremover. Besynderligt nok har jeg endnu ikke oplevet et angstanfald på en torsdag, som jo er dagen jeg benytter sammen med bandet, hvor vi skruer rigeligt op for syltestøjen og larmeladen. Jeg må derfor antage, at rammerne også har noget at skulle have sagt.

Selvom jeg naturligvis helst havde været helt foruden de situationer, så er det fedt at være hjemme igen, hvor jeg har haft mulighed for at tænke begivenhedernes gang igennem, og nu også forsøgt at sætte nogle ord på hvad der egentlig skete. Jeg tror at jeg fremover vil prøve at være opmærksom på hvordan lydniveau og kvalitet er, når jeg træder ind i et lokale jeg ikke har været i før. Jeg skal bare også lige minde mit hoved om, at jeg på lørdag må slå koldt vand i blodet, når bandet spiller til START! Festival. Det er på et venue jeg ikke kender, i en bydel jeg sjældent frekventerer, og sandsynligvis overfor et publikum jeg ikke kender. Lige nu er jeg dog ikke bange for hvordan den oplevelse bliver – jeg glæder mig!

_20190508_190615

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s