Når egoisten tager styringen – En skamfuld ærlighed

At dømme ud fra gårsdagens blogindlæg, så kunne man umiddelbart tænke, at jeg havde en altoverskyggende optur tværet ud i hele fjæset. Det er dog langt fra sandheden. Jeg havde samme dag også haft en virkelig ubehagelig oplevelse, som gjorde at min aften også inkluderede tårer, selverkendelse og eftertænksomhed. Jeg har virkelig mange ting kørende for mig, men jeg kan ikke argumentere for mine sejre, ved at påstå at jeg altid er et godt menneske. Mine narcissistiske tendenser kan sagtens overtage min bevidsthed, og bilde mig ind at alt hvad jeg foretager mig er det rigtige, også selvom det sætter negative spor hos andre.

“jeg har stadig ingen intentioner om at udstille andre”

Jeg har for nyligt gjort et andet menneske ondt. Naturligvis ikke intentionelt, men på en måde som dog alligevel afspejler den person jeg kan være, og nogle af de karaktertræk jeg besidder. Min selviskhed og evne til både at være påtrængende og forsøge at manipulere, gjorde at et andet menneskes liv blev sværere at opholde sig i. Grunden til at jeg ikke skrev om dette i går, er naturligvis fordi det omhandler andre mennesker, og jeg har stadig ingen intentioner om at udstille andre på den måde. Hvis nogen skal udstilles her på bloggen, skal det være mig selv!

Jeg løb i stedet til de sociale medier, for at fremstille mig selv i et ophøjende og selvforherligende selfie-lys, så jeg blot for en stund kunne have det godt med mig selv. Det varede da også kun ganske få sekunder, før jeg kiggede mig selv i spejlet, velvidende om at den røv jeg har været, nærmest havde tværet en nylagt lort ud over begge behårede baller. Jeg skammede mig noget så grusomt, og gør det stadig i dag. Med stor sandsynlighed kommer jeg også til at skamme mig i morgen… og i overmorgen.

… og så videre.

“det kommer til at efterlade synlige ar og rifter”

Jeg burde mere end noget andet have holdt mig væk fra internettet, og blot siddet i den pøl af skam, som jeg havde fortjent at opholde mig i. I stedet faldt jeg direkte i den fælde, som sociale medier er virkelig gode til at lokke med: selviscenesættelse. Jeg ved jeg ikke er den eneste, der bruger både Facebook og Instagram som et CV for sin personlighed, men det undskylder ingenting. Jeg ved i hvert fald nu, hvor frygteligt det føles, når man er fuldstændig klar over, at det er en maske man er iført, når kameraet søger den vinkel der gør, at man fremstår bedre end andre. Den maske havde jeg limet fast på mit ansigt i går, og med dette indlæg flår jeg den af igen, velvidende om at det kommer til at efterlade synlige ar og rifter, til frit skue for jer der læser med, uanset om I læser indlægget på udgivelsesdagen, eller blot har fundet det i et fremtidigt arkiv.

Jeg er glad for de mennesker jeg har tæt på mig, og jeg tager gerne imod nye bekendtskaber med åbne arme. Men bag den imødekommende facade sidder en selvoptaget dæmon og pudser sine horn, mens han ubesværet finder sit flotteste smil frem til spejlet. Han er på ingen måde perfekt. Han mener bare ikke at hans skavanker er relevante nok at gøre noget ved, da de jo ikke påvirker ham selv – han mærker det ikke før det går ud over mennesker han oprigtigt holder af. Han vil gerne bede om hjælp, men når kun halvvejs igennem forespørgslen, før lyden af hans egen stemme atter beroliger ham.

”Selvtillid” er noget underligt noget …

“jeg bør skrue ned for de store armbevægelser”

Man kan sikkert argumentere for, at jeg med dette indlæg yderligere iscenesætter mig selv – blot på en anden måde end jeg tidligere har gjort. Bloggen eksisterer dog stadig for min skyld, og den skal indeholde det jeg synes er vigtigt. En bevidsthed om hvordan jeg agerer på sociale medier, når jeg i virkeligheden burde holde mig væk, synes jeg bestemt er relevant. Jeg lader af samme grund gårsdagens indlæg og billede på Instagram blive hvor de er, som en hjemsøgende påmindelse til mig selv om, at jeg bør skrue ned for de store armbevægelser, når jeg inderst inde godt ved, at de ikke er ønskede af hverken mig, eller de personer der har været udsat for mine værste sider. Hvis min troværdighed lider et knæk af den grund, så må det være sådan.

Har du læst hertil, så må jeg hellere påpege, at hvis du tænker at smide en sympatisk kommentar enten her eller på Facebook om, at du da aldrig har oplevet mig på den måde jeg beskriver ovenfor, så vil jeg gerne se mig fri for den.

Jeg fortjener ingen sympati denne gang.

_20190402_225802

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s