[APRILSNAR] Jeg prøver lykken som datingcoach

Opdateret kl. 20:28: Der var naturligvis tale om en aprilsnar fra min side, så jeg kommer altså ikke til at lære noget som helst fra mig. Jeg famler stadig i blinde, når det kommer til kærlighed og dating, så hvis jeg nogensinde forsøger at give dig et råd om dette, så luk ørerne og løb skrigene bort.

Det sidste års tid har været ufatteligt interessant på datingfronten. Der har både været de akavede møder, de store armbevægelser, et par intime øjeblikke og engangsforestillinger der næppe burde have fundet sted. Ikke desto mindre har det givet mig en masse erfaring, som jeg tror jeg har fundet ud af, hvordan andre kan bruge til noget.

Sig derfor velkommen til mit nye initiativ: Scorebarnet

Scorebarnet er titlen på mit nyeste projekt, hvor jeg kaster mig ud i såkaldt scorecoaching.

Med råd og vejledning fra min omfattende datingerfaring, tror jeg på, at jeg kan guide singlefyre i retning af det de søger, uanset om det er et engangsknald eller den helt store kærlighed.

“vi swiper igennem Tinder sammen”

Et møde med Scorebarnet vil finde sted allerede før kontakten til kvinden er etableret. Jeg hjælper dig med at skabe den ideelle Tinder-profil, både med ideer til billeder og profiltekst, så de bedste kvaliteter kan fremhæves og de mere uappellerende aspekter kan skjules i baggrunden. Derefter sidder jeg så med dig i en hel time, hvor vi swiper igennem Tinder sammen, for at skabe kontakt til nogle kvinder som fanger din interesse. Jeg kan desuden vise dig hvilke elementer i kvindernes profiltekster der skal få alarmklokkerne til at ringe, samt hvilke subtile detaljer på deres billeder, der indikerer at de er erfarne i sengen – det kan jo godt være det er den slags du er ude efter.

Når der er et match, formulerer jeg de fem første beskeder til den kommende kærlighed. Føler du behov for flere formuleringer fra min side, tilbyder jeg også dette til en overkommelig pris. Når samtalen da har fået et godt flow, og du føler dig sikker på at I skal mødes, assisterer jeg med at skabe de perfekte rammer, så dit bejleri ikke bliver forgæves. Vi tager en sund dialog om hvad du godt kan lide at lave, så noget af din personlighed også kan afspejles i de aktiviteter I skal kastes ud i. Vær dog også forberedt på, at jeg kan skyde dine ideer ned på stedet; det er næppe alle kvinder der tænker at en FIFA-turnering er det mest romantiske på den første date.

Jeg sørger naturligvis også for at lave grundig research af dit match, så vi er sikre på hvad det er for en type, du rent faktisk skal mødes med. Jeg finder samtlige skeletter i skabet, som f.eks. narkogæld, utilregnelige ekskærester, kønssygdomme eller tilbøjelighed til vegansk madlavning. For mine klienters sikkerhed oplyser jeg dog aldrig mine metoder – jo mindre du ved, jo bedre for dig!

“dit kælepindsvin har brækket poten”

For at sikre at daten forløber optimalt, vil min klient blive udstyret med en trådløs mikrofon, så jeg kan følge med i alt hvad der foregår. Siges der pludselig noget dumt, eller stiller din date et spørgsmål, som du ikke kan finde på et kækt svar til, så sidder jeg klar til at sende sms’er, med et udvalg af flere replikker, som nok skal få dådyrøjnene til at kigge eftertragtet på dig. Vi aftaler desuden nogle kodeord, som kan udløse forskellige handlinger fra min side. Populære sætninger som ”skal vi dele regningen” kan for eksempel udløse, at jeg ringer dig op med en sørgelig historie om at dit kælepindsvin har brækket poten, og du derfor er nødt til at stikke af hurtigst muligt. En sikker og effektiv måde at afslutte et horribelt stævnemøde.

Samme service tilbydes også såfremt daten når hjem til en af jer, hvor en hed omgang lagengymnastik kan finde sted. Vær dog opmærksom på at der da vil finde et ekstra tillæg frem til din faktura. Jeg bryder mig ikke om at høre andre mennesker have sex, medmindre det kan forsvares økonomisk.

Jeg glæder mig allerede til at modtage de første henvendelser, og jeg ser meget frem til at bidrage med min omfattende datingerfaring.

Og husk på: Hellere komme galt af sted, end slet ikke at komme af sted!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s