På date med fotografen – del 2

Følgende samtale fandt for nyligt sted mellem min roommate og mig:

VOKSENBARN: ”Jeg har en hel del fridage den kommende uge, så jeg kommer nok til at være ret meget hjemme”.

ROOMMATE: ”Så skal du da på en masse dates”!

VB: ”Nah, jeg har ikke lyst”.

RM: ”Hvad?! Men det er jo nærmest dit second job”!

VB: ”Øh …? Det plejer altså at koste mig penge at tage på dates, så det tæller vist ikke helt som et arbejde. Men den er god nok: jeg har overhovedet ikke lyst til at tage på nye dates”.

RM: ”Er det på grund af [fotografens navn]”?

VB: *nikker med hovedet* ”… det tror jeg”.

Som jeg skrev i mit forrige indlæg, så besluttede jeg mig for at kontakte fotografen igen med følgende besked:

_20190318_084604

Hun tilkendegav at det bestemt ikke var for sent, og netop den søndag jeg havde foreslået, fandt jeg mod hendes bopæl på Nørrebro, hvorfra vi sammen gik ned til en lokal beværtning. Det var et sted hvor brune nuancer dominerede farvepaletten, hvis ellers man kunne se væggene for røgen i det bagerste lokale, hvor vi havde indfundet os. Både borde og vægge lagde op til, at man ikke skulle være bleg for at efterlade en hilsen med en sprittusch, hvis man ellers var armeret med sådan en, og stedets musikanlæg havde en variation i sit udvalg af genrer, i en sådan grad at det næsten kunne betragtes som abstrakt.

“Hun havde stadig det smil, som gjorde mig blød i knæene”

Som det var tilfældet sidste sommer, så faldt vi atter hurtigt i snak. Hun havde stadig det smil, som gjorde mig blød i knæene for flere måneder siden, og hendes empati og intelligens retfærdiggjorde fuldstændig de minder der endnu marinerede i min bevidsthed. Jeg var faktisk helt oprigtig i mit spørgsmål til hende, om hvor vidt et venskabeligt møde kunne komme på tale, men jeg kunne også godt mærke, at mens vi sad og snakkede og øllene blev helt i svælget, så kom min oprindelige interesse for hende tilbage – hurtigt!

Jeg havde placeret mig selv i en situation, som jeg har været i nogle gange før, men som jeg enten er for dum til at lære af, eller for impulsiv til at reagere på – eller begge dele. Jeg burde nemlig have vidst, at hvis jeg efter én date med fotografen for lang tid siden, stadig tænkte på hende i tide og utide, så ville det være naivt af mig at tro, at det ikke ville blusse op igen. Jo længere vi sad og havde øjenkontakt, jo mere gik det op for mig, at jeg var på dybt vand.

Det er en ting at lyve for sig selv omkring sine intentioner, men her sad jeg med en følelse af, at jeg også havde løjet for hende, fordi jeg ikke havde været reel om hvad jeg havde lyst til: hende.

Men jeg sagde ikke et ord… fordi jeg er en forbandet kujon.

“Skulle jeg til at agere en såkaldt rebound?”

I stedet begyndte vi at snakke om hinandens fremtidsplaner. Hun gjorde hverken mit hoved lettere eller tungere, ved at fortælle at hun inden længe agtede at flytte til London. Det vidste jeg slet ikke hvordan jeg skulle forholde mig til. Hvorfor ville hun mødes med en hun havde været på én date med, som hun ikke havde interesse for, og så endda så kort tid før hun alligevel skulle forlade landet? Havde hun gang i et spil? Skulle jeg til at agere en såkaldt rebound? Var der noget jeg havde overset …?

Aftenen nærmede sig sin afslutning, og jeg kunne stadig ikke smide kortene på bordet, omkring hvad jeg gerne ville. I stedet sagde jeg, at jeg var virkelig glad for at se hende igen, og at jeg var glad for at hun havde det godt.

Hun havde det på samme måde… og det var jeg glad for.

Nu er det næsten april

Jeg har ikke kigget på hverken Tinder eller happn-appen i godt tre uger. Jeg fik en enkelt henvendelse på Tinder, fra en jeg tidligere havde matchet med, som spurgte om jeg ville med ud og have en øl. Jeg har ladet mig fortælle, at man er i sin gode ret til at ignorere sådanne henvendelser, hvis man ikke er interesseret. Jeg besluttede mig dog alligevel for at skrive til hende, at jeg for ganske nyligt havde genoptaget kontakten til ”en gammel flamme”, som jeg var nødt til at undersøge mulighederne med. Hun satte pris på responsen, og ønskede mig held og lykke med det foretagende.

Fotografen og jeg blev ved med at kontakte hinanden efter vores barbesøg, og op til hendes afgang mod London, sås vi cirka en gang om ugen. Hendes eventyr i London blev dog desværre ikke til det hun havde håbet på, så hun er vendt hjem til Danmark igen. Nu har hun så tilbragt to hele weekender hjemme hos mig, og det ligger lidt i kortene, at vi også skal se hinanden i morgen. Og nok også den kommende weekend. Og mere efter det.

“jeg tænker på hende hver dag.”

Jeg vil virkelig gerne holde den sobre tone på min blog, så jeg vil nøjes med at sige, at ”den venskabelige øl” for over to måneder siden, har udviklet sig til noget meget mere. Fotografen ved at jeg er vild med hende. Hun ved at jeg gerne vil holde fast i hende. Hun ved at jeg tænker på hende hver dag. Jeg bladrer billeder igennem på hendes profiler på de sociale medier … hver dag! Min umiddelbare opfattelse er, at det er gengældt. Måske ikke lige det med billederne, men i hvert fald de andre ting.

Jeg har både venner og kollegaer som påpeger, at jeg smiler som en fjoget teenager, når jeg begynder at snakke om fotografen. Jeg har nævnt for mine forældre, at jeg render rundt med sommerfugle i maven. Når jeg kigger mig selv i spejlet, ser jeg en yngre og gladere Christian, med et helt særligt glimt i øjet.

… og det føles fantastisk!

Har jeg været på min sidste Tinder-date? Er det slut med at finde fremmede kvinder på happn-appen? Mit liv har været så uforudsigeligt det sidste halvandet år, at jeg ikke tør sige det med sikkerhed. Men hvis det er på tide at lægge datinglivet bag mig, så gør jeg det gladeligt for at se fotografens smil noget oftere – og ikke mindst lytte til den pudsige dialekt, som jeg måske er den eneste i verden der bemærker.

_20190326_145643

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s