På date med Prinsessen

De fleste kvinder jeg har været på date med, har jeg fået kontakt til via en af de populære dating-applikationer, Tinder eller happn. Jeg er stadig aktiv begge steder, men Prinsessen fandt vej til min bevidsthed af ganske uventede kanaler: min roommate.

Jeg havde haft en afsindigt lang arbejdsdag, og min hjemkomst fandt først sted omkring kl. 23:00. Jeg var derfor meget træt, og det blev da også blot til et hurtigt bad og et let måltid, før jeg besluttede at jeg måtte installere mig selv under dynen, da jeg også havde en arbejdsdag at se til dagen efter.

Kl. 00:14 havde jeg så denne beskedudveksling med min roomie:

_20190203_180012

Mit trætte hoved kunne ikke helt rumme hvad jeg netop havde læst, men jeg var dog endnu ikke så groggy, at min nysgerrighed ikke blev fanget. Jeg blev nærmest beordret til at hoppe i tøjet, og finde vej til en homobar i indre København, hvor mødet mellem Prinsessen om min roommate havde fundet sted. Jeg måtte dog understrege, at jeg altså næppe gik nogen steder, da jeg havde alle intentioner om at møde til tiden kl. 8:00 næste dag. Sandsynligheden for at dette skulle lykkes, ville dale drastisk hvis jeg forlod mit soveværelse.

“hun måtte bare spørge om hun var single”

Jeg fik alligevel tilsendt et billede af ”drømmekvinden”, en køn blondine med et skønt smil og et par varme øjne. De to var åbenbart faldet i snak, efter at have fundet siddepladser nær hinanden på førnævnte beværtning. Min roommate var da blevet så betaget af Prinsessens muntre grin og spraglede personlighed, så hun måtte bare spørge om hun var single… og i samme forbindelse understreget at det altså ikke var fordi hun var lesbisk. Hun havde blot vurderet, at der befandt sig en 33-årig mand på Østerbro, som med al sandsynlighed godt kunne blive pjattet med det nye bekendtskab.

Jeg var virkelig smigret over at min roommate tænkte på mig i den sammenhæng, men alt for søvndrukken til at takke for omtanken. Jeg sagde derfor til hende, at hun skulle være velkommen til at give Prinsessen mit telefonnummer, og så kunne hun gøre med det som hun lystede. Resultatet af dette blev dog, at jeg i stedet modtog en besked med Prinsessens nummer, og en dertilhørende påtale om at jeg skulle mande mig op og make the first move.

Så det gjorde jeg.

Jeg holdt mig vågen i en rum tid, så jeg lige kunne nå at lære hende at kende, og finde ud af hvad det her ”drømmekvinde”-snak egentlig gik ud på. Desuden tænkte jeg, at det under alle omstændigheder var en mulighed for en ny date, om end det ikke lige skulle falde på samme dato som der blev skabt kontakt.

Der var uden tvivl en gensidig nysgerrighed, men hele projektet faldt drastisk til jorden, da hun fortalte at hun skulle hjem til sin bolig vest for Storebælt dagen efter. Hun bekendtgjorde også at hun sjældent var i København, og jeg måtte også krybe til korset, og indrømme at jeg endnu sjældnere befandt mig udenfor hovedstadsområdet. Det så sort ud for planerne om et reelt stævnemøde, da jeg var booket til at få fri ganske sent på hendes hjemrejsedag. Vi blev umiddelbart enige om at efterlade samtalen der, da jeg havde behov for at sove, og hun jo på dette tidspunkt var i byen for at more sig.

Et halvt døgn senere …

Det blev dagen derpå, og jeg tog på arbejde netop som det var meningen. Til min store overraskelse blev vi dog færdige med dagens dont før tid, og jeg kunne derfor bevæge mig hjemad, mens der stadig var dagslys at komme efter. Jeg satte mig ind i bus 1A, fandt min telefon frem fra bukselommen, og kiggede gårsdagens beskedudveksling med Prinsessen igennem. Hun virkede ganske rigtigt sød og rar i tekstform, så det skulle da undre mig meget, om hun ikke også kunne leve op til de store ord min roommate havde klistret på hendes personbeskrivelse. Jeg anede desuden ikke hvad tid hun skulle af sted, og det skulle da lige passe, at hun stadig befandt sig i nærheden. Jeg tog derfor chancen og besluttede mig for at skrive til hende, for at høre om hun stadig befandt sig i storbyen, og om der var den mindste mulighed for at se hende, inden hun skulle slæbe sin bagage mod hovedbanegården.

Hun svarede ret prompte tilbage, at hendes tog først afgik kl. 20:00, så hun kunne da godt lige klemme en date på halvanden time ind i sin rejseplan. Jeg havde virkelig ikke forventninger til at det skulle lykkes at se hende, men vi mødtes da kl. 18:30 ved Det Ny Teater på Vesterbro. Hun var iført afslappet hjemrejse-tøj og i hendes arme var både poser og tasker med remedier der er nødvendige til en forlænget weekend i København. Jeg kunne lynhurtigt genkende smilet, fra det billede jeg havde fået tilsendt mindre end et døgn tidligere.

“Jeg havde jo faktisk intet fået at vide om hende”

Vi satte os ind på Café Trold på Vesterbro Torv, hvor hun fik en kop varm kakao, mens jeg var mere i humør til en kold og maskulin Tuborg Classic. Vi satte os overfor hinanden med et bord imellem os, og jeg tror vi begge følte det en smule akavet, at være blevet sat sammen på så tilfældigvis som det var tilfældet. Jeg havde jo faktisk intet fået at vide om hende, mens jeg dog havde forstået at min roomie næsten udelukkende havde sagt flatterende ting om mig. Hun havde godt nok kaldt mig lidt af en blærerøv på nogle punkter, men havde dog også brugt betegnelsen ”a-dork-able” om mig; det udtryk havde jeg aldrig hørt før, men det er åbenbart positivt ment.

Jeg kunne sagtens se hvorfor min roomie var overbevist om, at Prinsessen havde en masse kvaliteter jeg ville værdsætte. Hun havde et skønt lune, virkelig god humor og ikke mindst et bedårende smil. Vores samtale flød da også helt naturligt, når vi snakkede om karriere, ambitioner, familie og øvrige aktiviteter der fangede vores interesse på daglig basis. Det var derfor ærgerligt, at vores date havde en fastlåst bagkant, da hun absolut skulle nå toget kl. 20:00.

Vi fik vendt verdenssituationen og smilt til hinanden et par gange, før vi måtte erkende at det var på tide, at jeg skulle eskortere hende langs Vesterbrogade, så hun kunne nå sin afgang i tide. Jeg gjorde mit ypperste for at agere gentleman, ved at slæbe den tungeste af hendes tasker for hende. Vi nåede ned på perronen, samtidigt med at hendes tog ankom, og vi fik begge tilkendegivet, at modparten var rigtig dejligt selskab på sådan en kold aften i februar.

Hun befinder sig nu mange hundrede kilometer væk. Det er ikke til at sige hvornår vi ser hinanden igen, hvis vi da overhovedet gør. Jeg ved ikke helt om jeg rent faktisk mødte min ”drømmekvinde” den aften, men der sidder helt sikkert et menneske i den anden ende af landet, som på ganske få timer har bragt adskillige smil og latterbevægelser til mit ansigt, og det skal hun være hjertens velkommen til at gøre igen.

_20190209_012629

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s