Voksenbarnet siger tak for i år

De sidste par dage har jeg samlet op på særlige begivenheder, som på en eller anden måde har gjort stor indflydelse på mig i det forgangne år. Hvad der forbløffer mig mest, er at kun én af tingene var planlagt, og det var naturligvis gennemførslen af min uddannelse. Debutalbummet, forelskelsen og vægttabet var alle overraskelser, som jeg overhovedet ikke havde forventet skulle finde sted, da kalenderåret skiftede for 364 dage siden. Men så uforudsigeligt er livet alligevel, og jeg er virkelig glad for at jeg har bloggen, til at hjælpe med at minde mig om, hvad jeg egentlig går og tager mig til.

Jeg er i hvert fald meget bekendt med følelsen af, at man tænker tilbage på tidligere tider, men ikke helt kan sætte en finger på hvornår det fandt sted. Hvilket år sluttede jeg mig til vennerne i bandet? Hvor gammel var jeg, da jeg flyttede hjemmefra? Hvornår var det nu mine forældre havde sølvbryllup? Den slags ting …

“når jeg skriver ting ned, så fastholder jeg en form for jordforbindelse.”

Jeg havde virkelig overvejet, om jeg skulle markere bloggen som en milepæl, men det virkede mere selvforherligende end en markering af en sejr, da jeg som sådan ikke har opnået noget med bloggen, andet end at prøve nogle grænser af, både i forhold til at udstille mig selv, men også at være ærlig omkring hvad jeg egentlig føler omkring specifikke ting. Jeg ved godt at jeg ikke har præsenteret etiske dilemmaer, livsvigtige overvejelser eller klynget mit hjerte ud fra den højeste tinde, men jeg har en ide om, at når jeg skriver ting ned, så fastholder jeg en form for jordforbindelse. Jeg har for vane at lade mine tanker løbe af med mig, men når først fingrene rammer tasterne på computeren, begynder tankerne lige så stille at samle sig, og jeg kan derved nemmere forholde mig til dem – og ikke mindst også finde ud af, om jeg føler jeg har gjort noget “rigtigt” eller “forkert”; anførselstegnene er naturligvis med, for at indikere at begge begreber er relative.

Er jeg blevet et bedre menneske af at blogge? Næppe, men jeg er sikkert heller ikke blevet værre. Jeg gør mig dog klart flere tanker om hvem jeg er, hvad jeg står for, hvad jeg tror på, hvad jeg er imod, hvad jeg elsker og hvorfor jeg gør som jeg gør. Jeg spiller bas, fordi jeg nyder udfordringen. Jeg spiller PlayStation, fordi det får mig til at slappe af. Jeg dater, fordi jeg synes det er spændende. Jeg arbejder som stagehand, fordi jeg brænder for eventbranchen. Jeg drikker øl, fordi jeg synes øl smager godt. Jeg arbejder frivilligt for Muskelsvindfonden og Grøn Koncert, fordi jeg ikke kan undvære sammenholdet med de andre frivillige. Jeg skriver nyheder om gaming til Daily Rush, fordi den verden interesserer mig. Jeg bruger ofte min indre “pyt-knap”, fordi der er mange kampe jeg ikke mener er værd at kæmpe. Jeg lytter til boybands, fordi jeg synes det er bragende god popmusik …

Listen er naturligvis meget længere, men der er ingen grund til at lægge flere mursten på denne wall of text.

“jeg kan se, hvad der bliver klikket mest på”

Der er mange ting jeg bryder mig om, og jeg prøver på at lade bloggen afspejle dette. Det er dog ingen hemmelighed, at jeg kan se, hvad der bliver klikket mest på, og der skal ikke herske tvivl om, at der er flest mennesker der læser med, når emnet omhandler mit datingliv. I kan simpelthen bare ikke få nok, af mine udskejelser med det modsatte køn. Jeg bebrejder jer ikke – det er en lille mulighed for at snage i andres hovedløse manøvreren i det akavede og tåkrummende univers, hvor frygt, forventning og fordomme snor sig omkring isen der potentielt aldrig brydes. Jeg synes heldigvis også det er sjovt at skrive om, så det virker som om alle vinder.

Alligevel må jeg også smide kortene på bordet, og erklære at bloggens målgruppe egentlig består af én eneste person: mig selv. Bloggen har eksisteret i ni måneder nu, og så længe jeg kan skrive om ting, som jeg også synes er interessante at læse igen, så kommer voksenbarn.com til at bestå. Hvorfor I også gider læse med, kan jeg ikke helt vikle mit hoved rundt om, men jeg bliver simpelthen så smigret, hver gang der kommer et like eller en kommentar på Facebook eller Instagram. Det skal I have mange tusind tak for!

Jeg kan ikke love at bloggen kommer til at udvikle sig helt vildt meget i 2019, men jeg kan heller ikke love, at den forbliver som den er. 2018 beviste at overraskelserne lurer bag hvert hjørne, og jeg er sikker på at 2019, kommer til at tage mig med bukserne nede ved flere lejligheder … som man siger.

Jeg håber du kan se tilbage på 2018, som et indholdsrigt år med lige dele berigende bekendtskaber, overkommelige udfordringer, og lærerige oplevelser. Hvis du ikke kan det, så krydser jeg fingre for at 2019 bliver året, hvor du får mulighed for at nå de mål du har sat dig. Jeg tror dog ikke jeg vil sætte mig nogle egentlige mål, da jeg føler mig tryg i usikkerheden – det er i hvert fald mere spændende på den måde.

Tusind tak for i år – vi ses på den anden side af fyrværkeriet!

voksenbarn dating

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s