Milepæl #3 for 2018

Da jeg blev single for over halvandet år siden, var jeg ret sikker på, at jeg skulle vandre kynisk gennem resten af mit liv, med en forestilling om at kærlighed og forelskelse var noget opreklameret pjat, og at det ikke var noget jeg skulle bruge kræfter på nogensinde igen. Jeg skulle i hvert fald ikke opsøge kvinder, med henblik på at udse mig en potentiel kæreste. Jeg tror ikke det er en unormal følelse, for en person som kommer ud af et længerevarende forhold.

2018 skulle dog tage mig med bukserne nede, da året bød på en ganske unik oplevelse; jeg har nemlig:

følt en rigtig forelskelse

“hvordan jeg virkelig havde det: jeg var smaskforelsket.”

Jeg havde dog levet i voldsom fornægtelse, hvilket jeg først indså, da en kvinde bad mig være ærlig overfor hende, og smide kortene på bordet om hvordan jeg virkelig havde det: jeg var smaskforelsket. Vi havde været tætte mange gange, og jeg havde knyttet mig mere til hende, end jeg har gjort med andre i meget lang tid. Jeg har efterfølgende fundet ud af, at mange i min vennekreds åbenbart var klar over det, men ingen havde følt det nødvendigt at fortælle mig, da jeg angiveligt så ud til at være helt bevidst om det selv.

Det er fantastisk at være forelsket. Det kilder i maven bare at tænke på personen og når den udkårne ikke er til stede er de savnet. Hele optakten til at dedikere sig til et andet menneske, er proppet til randen med spænding og forventninger. Men hvorfor havde jeg så benægtet at mit hjerte var landet for fødderne af en vidunderlig kvinde?

Det sørgelige svar er, at forelskelsen ikke var gengældt.

Jeg turde ikke sige det til hende, fordi jeg var bange for at miste det vi havde. Men jo længere vores forhold havde fortsat, jo mere ondt havde det også gjort på mig i den lange bane, hvis jeg skulle leve med visheden om, at der lå mere i det for mig end for hende.

“Jeg tror ikke på at man kan forcere en forelskelse”

Ugengældt kærlighed gør modbydeligt ondt, og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft det så frygteligt. Jeg tænker på hende flere gange om dagen, og jeg bilder mig stadig naivt ind, at det umuligt kan være slut. Jeg tror det er en af de situationer, hvor jeg oprigtigt er i tvivl, om jeg skal trække mig tilbage og slikke mine sår, eller se det som en invitation til at kæmpe endnu hårdere, for at overbevise hende om at jeg er manden for hende. Men jeg tror ikke på at man kan forcere en forelskelse, og derfor hælder jeg mest til det første bud. Jeg levede en sand drøm, da jeg havde hende tæt på mig, men nu hvor det er slut, kan jeg mærke at de fleste dage føles tomme.

Lektien til mig er naturligvis, at jeg ikke skal være bange for at gribe kærligheden, når den har fundet kredsløb om mit hoved. Jeg skal reagere på den og være ærlig, både overfor mig selv og modparten, fordi det ikke er fair at holde for sig selv – og så er den åbenbart også umulig at skjule, selv for mennesker som aldrig har mødt hende.

Jeg ses stadig jævnligt med hende, da hun er blevet en af mine aller nærmeste veninder, men al intimitet er lagt på hylden. Ikke fordi jeg ikke har lyst, men fordi jeg ved at hullet i hjertet blot bliver større, hvis der er den mindste optakt til noget som helst. Og det er ikke fair, hverken overfor mig eller hende.

_20181226_122612


Et gammelt ordsprog lyder ”hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere”, og det er den mentalitet jeg prøver at have, i forløbet med den afviste forelskelse. Til gengæld kan man også gøre sig selv stærkere på andre måder, f.eks. ved at tage et tiltrængt vægttab alvorligt; morgendagens indlæg kan du måske nu allerede gætte dig til.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s