Logik for burhøns

Er der noget danskere kan lide, så er det julefrokoster. Jeg var selv til en af slagsen for et par uger siden, hvor samværet med gode venner blev værdsat, i lige så høj grad som de afskyelige mængder alkohol der blev hældt indenbords. Det er i bund og grund en fjollet tradition, men dog en tradition som er lige så svær at give slip på, som at undgå tømmermænd dagen efter, både de fysiske og de moralske.

Dette indlæg skal dog ikke handle om julefrokoster, men snarere en samtale jeg havde med en veninde under førnævnte begivenhed. Vi snakkede om hendes hverv som børnepsykolog, og hvordan hun bruger en del tid på at ”teste” de små poder, i håb om at kunne hjælpe dem bedst muligt, med de udfordringer som både børnene og deres forældre må have. Blandt hendes værktøjer er også en IQ-test, og den slags har jeg en særlig interesse i, eftersom jeg er medlem af Mensa.

“Desuden knækkede mit medlemskort midt over for flere år siden”

Det er ikke noget jeg praler med til alle sider, og det er der flere grunde til. For det første gider jeg ikke de der irriterende situationer, hvor jeg f.eks. fumler med et snørebånd, og så skal høre på dumsmarte bemærkninger om hvor klog jeg egentlig er, hvis jeg ikke engang kan håndtere sådan en opgave. Dertil benytter jeg mig heller ikke af de tilbud, som mensanere har særlig adgang til, f.eks. i form af møder eller cafébesøg med mulighed for udveksling af kloge ord med ligesindede. Desuden knækkede mit medlemskort midt over for flere år siden, fordi jeg ved et uheld fik sat mig på det.

Jeg er meget bevidst om ironien.

Medlemsskabet hos Mensa er 100% for min egen skyld, fordi det minder mig om, at jeg har nogle styrker, som ikke nødvendigvis kommer til udtryk i hverdagen. Det giver mig en følelse af, at selv på dage hvor ting kan gå skævt for mig, så ved jeg at jeg har nogle solide klodser at flytte rundt med på øverste etage.

Jeg må hellere vende tilbage til historien, inden det udvikler sig til en tirade om min selvopfattelse.

“hun gav hurtigt udtryk for, at hun ikke gav en fløjtende fis for den test”

Jeg fortalte om mit medlemsskab til børnepsykologen, og hun gav hurtigt udtryk for, at hun ikke gav en fløjtende fis for den test, som Mensa benytter til at hverve nye medlemmer. Hendes argument var, at Mensa udelukkende tester potentielle medlemmers perceptuelle ræsonnering (generel logik), eller som jeg kalder det: ”så hurtigt kan jeg putte den firkantede klods i det firkantede hul”. Den test hun sværger til, tester også andre parametre, som f.eks. sprogforståelse, arbejdshastighed og korttidshukommelse. Vi fik aftalt, at jeg skulle agere forsøgskanin, så hun kunne prøve testen af på en fokuseret og behersket voksen, frem for de diagnosticerede unger med manglende beherskelse af øjenkontakt og langtidsvarig koncentration som hun var vant til.

Jeg var spændt! Jeg dumpede dog hukommelsestesten før jeg overhovedet dukkede op, da jeg havde husket tidspunktet for vores aftale forkert, så jeg ringede først på dørtelefonen til hendes lejlighed en time efter vores aftalte mødetidspunkt; ironien viste atter sit grimme ansigt.

Da vi fik sat os ved spisebordet, kunne jeg godt mærke, at denne test ville forlange meget mere af mig, end hvad der var tilfældet ved Mensas optagelsesprøve, som jeg tog for godt 10 år siden. Alene det faktum at det var relevant om jeg var højre- eller venstrehåndet, medvirkede også til min forbavselse. Det havde åbenbart noget at gøre med, om hun lagde opgaver og remedier foran mig det korrekte sted, så min ”forkerte” arm ikke skulle skygge for den forestående udfordring.

Det slog mig ikke ud, og jeg bibeholdte min pragmatiske indstilling til testens gennemførsel. Hvis børn kan finde ud af det, så kan jeg da for pokker også … right?

“der blev stukket en kæp i de tungtgyngende tandhjul”

Opgaverne var yderst varierende, og jeg skulle overkomme forhindringer med farvede klodser, afkode symboler på tid, opremse talrækkefølger forfra og bagfra og mere til. Nogle af opgaverne fornemmede jeg at jeg nærmest fløj igennem, mens andre føltes som om der blev stukket en kæp i de tungtgyngende tandhjul. Hvem skulle tro at man kunne få sved på panden, bare af at sidde på en spisebordsstol og tænke? Det tog lige over en times tid at nå til vejs ende, før jeg atter kunne ånde lettet op. Jeg begav mig ud i den friske luft for at ryge en cigaret, mens min veninde satte sig for at måle og veje resultatet af mine bestræbelser.

Nu er du sikkert nysgerrig efter hvordan det så gik, og jeg synes da også det ville være tarveligt af mig, hvis jeg ikke oplyste mit resultat som noget af det sidste. Lad mig se om jeg kan opsummere:

  • Før testens begyndelse havde jeg en forestilling om, at min sproglige forståelse ville være blandt de parametre, som jeg klarede mig bedst på. Det var dog overhovedet ikke tilfældet. Bevares, en score på 106 skal man bestemt ikke være ked af, men jeg er åbenbart ikke så slagfærdig i mit ordforråd, som jeg ellers bilder mig ind at jeg er.
  • Næste parameter var min perceptuelle ræsonnering, altså det som Mensa tester for, og denne var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville klare mig rigtig godt ved. En endelig score på 142, vidner om at jeg har en god forståelse for mønstre, former og systemer. Dengang jeg tog Mensas test, fik jeg konkluderet en endelig IQ på 135, så jeg ligger åbenbart højere nu, end det var tilfældet dengang.
  • Hukommelsesprøverne var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, ville være min absolutte nemesis i forløbet. Det gik dog her langt bedre end forventet med en score på 122, som viser at min korttidshukommelse åbenbart fungerer bedre end gennemsnitsdanskeren. Jeg er sikker på der er mennesker i min vennekreds, som alligevel vil forholde sig skeptisk til det resultat.
  • Sidste parameter var min arbejdshastighed, og denne var jeg i tvivl om hvordan jeg ville klare. Jeg har tendens til at tage mig god tid, når jeg har meget svære udfordringer foran mig, da jeg godt kan lide at tænke før jeg handler. Jeg endte dog her med en score på 134, som altså er et godt stykke over den gængse arbejdshastighed. Det var nu heller ikke fordi opgaverne der knyttede sig til dette parameter var voldsomt udfordrende, men de skulle dog klares på tid, hvorfor der altså ikke var overskud til at tænke for meget, og jeg derfor blot skulle handle instinktivt og effektivt; noget som jeg åbenbart sagtens kan finde ud af.

Med alle fire parametre lagt sammen, og med udregninger som sikkert vil kræve en nomenklatur at viderebringe, endte jeg med en samlet score på:

129

Dagen efter jeg gennemførte testen, modtog jeg en mail fra Mensa Danmark. I mailen stod der, at de officielle medlemskort har fået nyt design, og at eksisterende medlemmer kan bestille et nyt, såfremt de måtte ønske det.

Jeg tror jeg har fundet julegaven til mig selv.

_20181219_170224

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s