Ikke flere dagpenge til mig

Efter mere end syv måneder i dagpengesystemet, har jeg langt om længe trukket stikket på indkasseringen af de ydelser, som har holdt min røv flydende i søen af økonomisk tvivl. Det er ikke fordi jeg vælter mig i penge endnu, og beslutningen er ikke udelukkende truffet på baggrund af indtjeningen fra mit arbejde. Det er i lige så høj grad, fordi jeg er træt af at skulle sende ansøgninger flere gange om ugen, dukke op til møder med Jobcenter og A-kasse, melde ændringer til systemet og generelt være opmærksom på at networke og mingle.

Det er en trættende proces med bekymringer om deadlines, et vågent øje på min e-boks, og søvnløse nætter hvor jeg spændt har ventet på afslag efter afslag, fra virksomheder jeg blot har haft en marginal interesse i at blive ansat hos. Man holder altså kun til den slags i en kort periode, og jeg er egentlig forbløffet over at jeg har holdt ud så længe.

“jagten på ”det perfekte job” har drænet mig”

Det kan virke som en overdrivelse, men jeg føler min udmeldelse fra ledighedsmarkedet som et nyt kapitel i mit liv. En omfavning af det sted jeg befinder mig nu, med tjansen som stagehand, bandets ambitioner, min nye titel som midlertidig redaktør på Daily Rush og naturligvis min dedikation til bloggen. Disse beskæftigelser nyder jeg i min hverdag, mens jagten på ”det perfekte job” har drænet mig mere end hvad har været fornuftigt, som en byrde der tyngede mere end den motiverede. Jeg er slet ikke i tvivl om, at andre mennesker i dagpenge- eller kontanthjælpssystemet kender til den følelse.

Lige nu drømmer jeg om, at kunne begynde på en reel opsparing. Jeg lever fra lønseddel til lønseddel, og kan mærke at jeg har et behov, for at have en konto ved siden af, som kan redde mig når de sidste par dage i måneden, viser sit valutaslugende gab. Jeg har endnu ikke været helt på røven, men hver måned har jeg alligevel siddet og holdt på mine rester, i håb om at kunne minimere mine udgifter, med henblik på at have et lille overskud fra de forgangne 30 dage. Enten er jeg elendig til at prioritere, eller også er det bare en kendsgerning, at man blot kan nå så langt på dagpenge (jeg bryder mig egentlig ikke om at generalisere, ved at bruge betegnelsen ”man”, men jeg har en ide om, at jeg ikke har stået alene med disse økonomiske udfordringer).

Jeg er efterhånden ved at opgive forestillingen om, at jeg en dag kan mænge mig med den del af befolkningen, som betaler topskat. Hvis den helt store rockstjernedrøm bliver til noget, kan det mantra naturligvis komme til genovervejelse, men i skrivende stund er økonomisk uafhængighed, ikke hvor jeg lægger mine prioriteter. Jeg har investeret i et par rigtige arbejdsbukser, jeg påtager mig alle de jobs jeg kan komme i nærheden af, og så må de flyvske arbejdstider og den sporadiske søvn ellers blive integreret i min hverdag efter bedste evne.


Denne weekend bliver helt uden arbejde. Jeg skal hjem til mine forældre, hvor jeg er blevet lovet en traditionel Mortens aften-middag, altså andesteg med alt hvad der hører til – Det bliver med al sandsynlighed også med en overnatning.

Jeg håber I får en lige så dejlig weekend som mig.

_20181109_141020

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s