Duften af nye bukser

I mit forrige indlæg efterspurgte jeg ideer til hvordan jeg skulle forkæle mig selv, når jeg nåede mit næste delmål i vægttabet, altså når det endelig var tid til at melde mig ud af 0,1 ton-klubben. Det er det ikke helt endnu, men det er dælme tæt på. Det absolut bedste bud kom til på Instagram, og det er egentlig forbløffende at jeg ikke selv havde tænkt den tanke: nyt tøj!

Det er virkelig længe siden jeg har købt nyt tøj til mig selv. Den sidste shoppingtur jeg kan huske, fandt sted i juli 2017, hvor jeg skulle købe et par short, som jeg kunne arbejde i når jeg skulle af sted på Grøn Koncert-touren. Bortset fra den ene investering, så kan jeg oprigtigt ikke huske, hvornår jeg sidst har ofret penge på nye klæder.

Jeg er desuden ret nærig, når det kommer til shopping. Jeg er den type der krummer tæer, ved tanken om at give mere end 500 kr for et par jeans. Det rører mig ikke synderligt hvilke tøjmærker jeg går i, og jeg tænker oftest function over fashion. Derfor synes jeg ikke det giver mening, at give for mange penge for et stykke tøj, der har samme holdbarhed og slides i samme grad, som de mere økonomisk forsvarlige alternativer kan byde på.

“den tidligere ejer kan have siddet nøgen i sofaen”

En veninde foreslog mig at gå i en genbrugsbutik, hvor det ofte kan lade sig gøre, at finde lækkert og brugbart tøj til yderst favorable priser. Der er bare et problem ved det forslag, og det er at jeg ikke køber tøj i genbrugsbutikker. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til det, og jeg har ingen gode argumenter for at lade være. Jeg kan godt lide tanken om, at jeg er den første ejer af alt hvad jeg investerer i. Det gælder ikke kun tøj, men også elektronik, gadgets, møbler … Når først jeg har tænkt tanken, at den tidligere ejer kan have siddet nøgen i sofaen, som jeg er interesseret i at købe, så kan jeg ikke slippe den igen. Jeg har da plantet min endetarmsåbning på samtlige sofaer jeg nogensinde har ejet, og hvis det er noget jeg gør, så vurderer jeg det farligt at antage, at resten af verden ikke også har udført samme handling.

Min veninde mente helt klart, at jeg var ganske afsporet på den holdning, og det har hun nok ret i. Der var i hvert fald ingen sympati at hente fra hende, som alligevel formulerede det ret elegant, da hun sagde følgende:

”Det kan godt være du snart vejer under 100 kilo, men du er stadig tung at danse med.”

Jeg havde intet behov for at modsige hende, men grinede i stedet højere end jeg har gjort i lang tid. Hun har da også givet udtryk for, at jeg er den person hun oftest har lyst til at give en lammer. Så det gør hun. Ofte.

Jeg har i lang tid haft brug for nogle nye bukser, både fordi jeg har smidt de mest slidte og hærgede eksemplarer ud, og også grundet det faktum, at jeg har forbløffende få par tilbage, som jeg rent faktisk bryder mig om at have på. Jeg efterlod tanken om genbrugsbutikker med min urokkelige stædighed, og begav mig så i dag ned ad Østerbrogade, for at ende i en tøjforretning tæt ved Trianglen. Der var et tilpas stort udvalg af jeans, og en virkelig rar ekspedient, der hjalp mig med at finde det jeg skulle bruge.

Hun spurgte ind til min størrelse, og her måtte jeg jo lægge kortene på bordet, og indrømme at jeg ikke havde den fjerneste anelse. De bukser jeg var iført da jeg trådte ind i butikken, var str. 42 i livet, og de sad som de skulle, dengang jeg oprindeligt købte dem. I dag sad de kun fast under hofterne på mig, fordi jeg også var iført et bælte. Det tog blot to forsøg at konkludere, at jeg i dag føler mig behageligt tilpas, i bukser som måler str. 36 i livet.

Du læste rigtigt: jeg er gået fra størrelse 42 til 36!

Jeg havde mest af alt lyst til at springe i armene på hende

Da jeg tog første par bukser på i prøverummet, kunne jeg dårligt nok fatte det. Jeg har tidligere nævnt, at jeg ikke selv er helt så observant, på de fysiske ændringer min krop udsættes for, men jeg kiggede alligevel på den lille label i buksekanten et par gange, for at få bekræftet at det ikke var en snydemodel. Jeg storsmilede for mig selv inde i prøverummet, mens ekspedienten på den anden side af tildækningsgardinet spurgte hvordan det stod til. Jeg havde mest af alt lyst til at springe i armene på hende, og give hende en krammer der kunne få hendes øjne til at poppe ud, men jeg beherskede mig, og prøvede at skjule mit selvtilfredse udtryk, med en nonchalant sætning der indikerede at ”de faktisk sad ret godt”.

Min oprindelige plan var, at jeg skulle forlade butikken med to nye par jeans. Det gjorde jeg ikke. Jeg gik i stedet waaaaaay over budgettet, og købte tre par, som til gengæld sidder helt fantastisk på mig.

Det er stadig svært for mig at begribe, at mine bestræbelser på at tabe mig, rent faktisk går i den rigtige retning. Jeg har selvfølgelig heller aldrig gjort så meget for det, som jeg gør i disse dage. Jeg er endnu ikke blevet manisk omkring mit madindtag, men husker blot at tænke over både hvad og hvor meget jeg smider i svælget, uden at gå på kompromis med bajerne i bunkeren eller pizzaen med ekstra ost om søndagen.

Jeg er stadig en stor fyr, og 100 kilo er stadig for meget, men jeg føler mig stærk og sej, og godt rustet til at fortsætte forløbet.

Bring it on!

Nye bukser
Bukseparret til venstre på billedet, er dem jeg tog på i morges, mens dem til højre er et af de nyindkøbte par.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s