På date med “Birgitte”

Lad mig lige starte med at slå fast, at “Birgitte” er et opdigtet navn. Jeg kendte hende forud for vores date, men ville ikke risikere mere genkendelse end højst nødvendigt, og jeg har trods alt lovet fuld anonymitet til de kvinder, der siger god for at jeg skriver om vores oplevelser sammen.

Så skulle det gerne være på plads!

“en gylden mulighed for at spille blærerøvskortet”

Birgitte og jeg havde kysset ved et arrangement en rum tid forinden. Det var Birgitte der havde foreslået at vi skulle mødes til en date efterfølgende, men mig der fik klemt ballerne sammen, til at tage det egentlige initiativ. Jeg havde ingen ide til hvad vi egentlig skulle foretage os, men da hun foreslog et museumsbesøg, tænkte jeg straks, at vi skulle ind i De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot. Jeg har tidligere haft min daglige gang i Dronningens festsale, dengang jeg havde min elevtid hos eventfirmaet Mystery Makers. Jeg tænkte derfor, at det var en gylden mulighed for at spille blærerøvskortet, med en masse både nyttige og unyttige facts.

”Blærerøven” her formåede dog at gøre stævnemødet akavet, i næsten samme sekund jeg mødte hende foran indgangen til repræsentationslokalerne. Med sin cykel i hænderne, lænede hun sig ind for at give mig et kram, mens jeg, som den idiot jeg er, lænede mig ind for at give hende et kys… på munden. Det blev til et mærkeligt halv-smask hvor jeg blot ramte venstre side af hendes overlæbe, og hun kunne ikke håndtere det mere yndefuldt end hun gjorde, da hun prompte udbrød sætningen ”øh, det var akavet”, efterfulgt af et fjoget grin der gav mig lyst til at hoppe direkte i havnen, hvor jeg kunne drukne i en cocktail af skam og forurenet saltvand.

Jeg er et forbandet fjols … men ”the show must go on”.

“jeg tror Birgitte var en lille bitte smule imponeret…”

Vi fik bevæget os ind til billetslusen på slottet, hvor jeg fik en uventet følelse af at være dukket op som en ægte VIP-besøgende. En af medarbejderne derinde genkendte mig, og spurgte om ikke jeg havde arbejdet derinde. Det kunne jeg ikke løbe fra, men jeg indrømmede også på stedet, at det altså ikke længere var aktuelt. Hun insisterede dog på, at min ledsager og jeg skulle have entrébilletten gratis. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har følt mig så vigtig, og jeg tror Birgitte var en lille bitte smule imponeret… Eller også var jeg selv så imponeret, at jeg forventede det ville smitte af på hende.

Ja, stadig et forbandet fjols …

Mens jeg tog tilløb til at udgyde en masse spændende fortællinger, om alle de ting jeg selv havde lavet inde på slottet, stillede Birgitte en masse spørgsmål, f.eks. om hvem der var på de forskellige malerier. Her formåede hun virkelig at udrydde mit smørrede smil, for jeg havde ingen anelse om hvem de var, til trods for at jeg for blot få år siden, havde rigtig godt styr på kongerækken, og hvad hver konges særlige kendetegn var. Men Christian i år 2018 har ikke den fjerneste ide, og jeg føler faktisk at jeg skuffer nogle mennesker, ved at indrømme det i dette forum.

[Skam intensiveres]

Efter min tvivlsomme indsats med at imponere om kongerækker og statshemmeligheder, nåede vi ud til et noget overskyet København, hvor solen havde marginalt bedre held med at bryde gennem den grå masse i himmellegemet, end jeg havde med at fremstå selvsikker. Jeg måtte tage revanche, og min første indskydelse var da, at gå rundt om hjørnet fra Christiansborg til brætspilsbeværtningen Bastard Café. Birgitte havde hørt om stedet, men aldrig selv sat ben på matriklen. Hun fik atter stillet cyklen fra sig, og vi begav os indenfor, hvor vi ubesværet fandt os et par ledige pladser. Jeg hentede os en koffeinholdig drik hver, og besluttede at vi skulle kaste os over spillet ”Timeline”. Spillet går i al sin enkelthed ud på, at lægge små kort med historiske begivenheder i korrekt rækkefølge. Ved du f.eks. om tandbørsten, skraldeposer eller tændstikker blev opfundet først? Nej, det tænkte jeg nok.

“noget med pingviner der skulle samle fisk”

Selvom jeg har spillet ”Timeline” adskillige gange, så formåede Birgitte alligevel at tvære mig ud – overlegent endda. Jeg forsøgte derfor at introducere nogle andre spil, men grundet angst for flere nederlag, fandt jeg spil som ingen af os kendte. Der var både noget med pingviner der skulle samle fisk, og slemme kaniner som skulle være højere eller lavere end de andre. Førstnævnte var ikke særlig sjovt, og sidstnævnte forstod vi slet ikke reglerne til. Birgitte påtog sig derfor tjansen med at finde et nyt spil, og hun formåede at ramme plet med et gådespil, hvor der skulle læses en historie op, og deltagerne så skulle forsøge at gætte hvad der var hændt. Det gav mig en fin mulighed for at benytte min dybe manderøst og engagerende fortællerstemme, men den modtog ikke skyggen af anerkendelse… Pyt.

Vi nåede igennem omkring 10 historier, før hun måtte trække stikket. Vi forlod Bastard Café, hun fandt sin cykel og vi tog pænt afsked, med en gensidig forestilling om at vi gerne skulle finde på noget tilsvarende ved en anden lejlighed.


Jeg er helt med på, at ovenstående indlæg ikke ligefrem emmer af intimitet eller kemi, og jeg har brugt det meste af mandagen på at vurdere, om der overhovedet var nogle af delene. Jeg har ikke konkluderet noget, men som en sand pessimist, bilder jeg mig ind at det er min egen skyld, fordi kys-krammet foran Christiansborg skete, og at min underbevidste flovhed derfor forhindrede mig i at smøre ekstra charme på. Birgitte gav dog udtryk for at hun gerne ville se mig igen, så helt håbløst kan det da ikke have været. Jeg havde da også denne samtale med hende om mandagen, da jeg simpelthen var nødt til at rense luften:

_20181009_000507
Vi skal som sagt ses igen, men nu skal jeg så finde ud af, om det er en god ide at spørge på forhånd, hvordan vores næste hilsen skal udarte sig. Eller også skal jeg bare nøjes med at give hende et kram.

Men hvad nu hvis hun prøver at kysse mig?

Det er jo et god damn minefelt!

_20181009_153621

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s