Du er ikke alene (om at være alene)

Hver torsdag begiver jeg mig ned i en bunker på Østerbro, for at jamme med gutterne fra bandet. Det var også tilfældet i går, hvor jeg dog måtte finde hjem tidligere end ventet, fordi en bankende hovedpine havde fundet vej til mit kranie. Højlydt rockmusik og hovedpine er ikke en kyndig cocktail!

Jeg nåede sikkert hjem, slugte to Panodiler og fik begravet den ømme pande i min hovedpude. Jeg var egentlig opsat på, at jeg skulle lukke mine øjne og falde i søvn, parallelt med at Panodilernes effekt ville tiltage. I stedet fik jeg brugt aftenen på at stirre op i loftet, mens jeg simultant forsøgte at tæmme hovedpinen og det brændende ønske om noget, som jeg tror de fleste mennesker kan relatere til: menneskelig kontakt.

Nu tænker du sikkert, at jeg bare lå i min seng, mutters alene, og var liderlig, men det var nu altså ikke tilfældet.

“den eneste vejrtrækning i lokalet er min egen”

Lige så meget jeg nyder min uforpligtende tilværelse som single, så kan jeg også godt mærke, hvordan det har sat sine spor i mine sengevaner, at jeg i næsten hele mit voksenliv har været i et fast parforhold. Jeg synes stadig det er lidt mærkeligt, at have en mellemstor madras helt for mig selv, at den eneste vejrtrækning i lokalet er min egen og at der ikke er nogen som vækker mig med en albue i siden, fordi jeg (nogle gange) snorker for højt. Jeg lægger mig ikke engang midt på madrassen, men rykker troligt ud i den ene side, fordi jeg har været vant til, at der skulle være plads til et andet menneske ved siden af; et menneske jeg holder af.

“det er kun mit spejlbillede jeg skal se i øjnene”

Der er nogle ting jeg ikke ønsker at give afkald på. Jeg vil selv bestemme hvilke arrangementer jeg tager til, hvem jeg skal ses med, hvor sent jeg vil være ude og hvad jeg skal lave. Det har som sådan ikke været et problem med mine tidligere kærester, men uanset hvor lang snor jeg har fået, så har jeg altid haft tanken i baghovedet om, at der er nogen der venter på mig derhjemme, altså nogen jeg skal stå til ansvar for. Sådan er det ikke mere; det er kun mit spejlbillede jeg skal se i øjnene, hvis jeg har ageret uagtsomt i forhold til hvad almindelig etikette ellers plejer at diktere. Selvom jeg prøver at opføre mig ordentlig og anstændigt, så må jeg nok indrømme at jeg ikke er en helgen på det punkt – i hvert fald ikke hver eneste dag.

Jeg er ved at nærme mig halvandet år som single, men det er først nu det er gået op for mig, at det er den længste periode jeg har været “på kødmarkedet”, siden jeg var 20 år gammel. Jeg kan godt savne stabiliteten og trygheden, men jeg nyder frirummet so very very much!

Jeg føler mig desuden snotforkælet og priviligeret, fordi jeg har været i disse forhold, som andre måske har skulet misundeligt til, og nu vover jeg at hylde de mennesker, som ikke har haft held til at finde en person de vil dele deres liv med. Der er jo ikke noget i vejen med at være hverken single eller i parforhold. Det handler 100% om perspektiv. Jeg er ikke bange for at indrømme, at det ikke er alle 365 dage om året, hvor jeg virkelig savner en person jeg nærer dybe følelser for, som jeg kan kigge dybt i øjnene, og erklære min betingelsesløse kærlighed til, mens jeg aer min hånd mod deres kind og smiler på den måde, som man ellers kun ser i romantiske komedier.

Men det var ikke det jeg savnede i går. Det var ikke kærlighed. Det var ikke sex. Det var hverken øjenkontakt eller en dyb samtale.

Det var følelsen af et andet menneske ved min side. En “lille ske” at dele dobbeltdynen med. Lyden af et andet åndedræt. Lugten af en andens shampoo. Et helhjertet ønske om, at der fandtes en person, som havde lyst til at være alene sammen med mig. Ingen ord skulle ytres, ingen blikke skulle udveksles og ingen kropsvæsker skulle skifte ejer.

Der skulle bare væres.

Men der var kun mig under dobbeltdynen…

… og det er okay!


Det sidste blev lige en kende for dystert, så jeg vil hellere slutte af med en positiv oplevelse:

I morges gik jeg på badevægten, og de digitale cifre læste 103,0 kg. Eftersom min vægt d. 1. april 2018 var på 112,6 kg, betyder det at jeg blot er 400 gram fra at runde den milepæl, som hedder et vægttab på 10 kg. Vejret er ved at være lidt for koldt til, at jeg stadig har lyst til at engagere mig i løbeturene, men jobbet som stagehand er så fysisk, at det helt naturligt også bidrager til mit mål.

Jeg ved ikke om jeg når at melde mig ud af 0,1 ton-klubben inden nytår, men da jeg stadig tænker over hvad jeg spiser, og naturligvis knokler alt hvad jeg kan, så tror jeg ikke det er helt uopnåeligt. Vi får se.

Rigtig god weekend!

_20181005_101557

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s