Menneskerne fra minderne

En besynderlig tanke strejfede mig i går. Den kom til mig, da Facebook ville fortælle mig, at nogle mennesker i mit netværk havde fødselsdag. Jeg kiggede på deres profilbilleder, og indså at det var mennesker, som jeg ikke kan påstå fylder meget i min hverdag mere. En af dem er en gammel kollega fra min elevtid som eventkoordinator, den anden er en af de mange frivillige fra Grøn Koncert, og den tredje er min første roommate, fra dengang jeg som 18 eller 19-årig flyttede hjemmefra, for at leve det vilde ungkarleliv på Istedgade i København.

Jeg har ingen jævnlig kontakt til nogen af dem, men de eksisterer som nuller og et-taller på Facebook, med henblik på at minde mig om, at de altså også vader rundt blandt os andre, og trækker vejret som de har lyst til.

Men hvem i min nuværende kreds, altså dem jeg rent faktisk bruger tid sammen med, kan risikere at havne i samme zone, som de mennesker hvis fødselsdato jeg ingen intentioner har om at lære udenad. Kan jeg kigge på nogen af dem jeg læner mig op af i dag, og allerede nu konkludere at de med stor sandsynlighed ender et sted i periferien, kun for at dukke op i mit Facebook-feed en gang om året?

“en betragtelig mængde af disse personer, har jeg ikke haft øjenkontakt med i dekader.”

Den tanke synes jeg var virkelig mærkelig, og den fuckede ret meget med mit hoved. Der har været så afsindigt mange mennesker i mit liv, som jeg har været glad for at have tæt på mig, men en betragtelig mængde af disse personer, har jeg ikke haft øjenkontakt med i dekader. Der er de gamle klassekammerater fra folkeskolen, et kollektiv af DJ’s jeg hang ud med for godt 15 år siden, seje kollegaer fra min tid i butiksverdenen, de jævnaldrende nabodrenge fra min barndom, tidligere elskere med mere dybde i sindet end mellem benene …

Hvor blev de af?

Var det mig der “lod dem” slippe væk, eller var der et stiltiende samtykke, om at det nu var på tide, at vi gensidigt gav afkald på det fysiske samvær?

Det er helt naturligt, at nogle bekendtskaber løber ud i sandet, men det sker hverken med en fanfare eller en notifikation på de sociale medier, om at du nu har set en person for sidste gang. Der er ingen mur der skal brydes igennem, et aktivt valg der skal træffes eller en gæld der skal indfries. Det sker helt af sig selv.

Men en gang imellem flyver tankerne, og før man ser sig om, så fanges sindet af nostalgien og minderne. Som for eksempel mindet om kollegaen jeg skrev raptekster med, i håb om at starte en eksplosiv hip hop-karriere. Den fire år ældre italienske kvinde fra skobutikken overfor, som jeg tilbragte nogle hede uger med under dynerne. Kammeraten hvis mor serverede lasagne for os, før vi skulle til ungdomsfest på hans gymnasium. DJ’en hvis 30 kvadratmeter store lejlighed snildt kunne rumme 30 mennesker, når han holdt sine famøse technofester.

“Vores tid er nok bare overstået.”

Jeg aner ikke hvad disse mennesker laver i dag. Jeg håber de har det godt, og at livet behandler dem pænt, men kynikeren i mig ved udmærket, at jeg næppe får genetableret kontakten til dem, og jeg har en klar formodning om at disse manglende ambitioner er gengældte. Det er ikke fordi jeg ikke bryder mig om personerne, eller at andre har “taget deres plads”. Vores tid er nok bare overstået. Jeg håber da jeg har haft en positiv indflydelse på deres tilværelse, uanset om det blot var for en stund, eller om de, ligesom jeg gør i dag, tænker sig tilbage til en tid, hvor “ham der Christian” måske var en ret nice type.

Derfor går dette indlæg ud til dem jeg har efterladt.

Dem der uden varsel røg i glemmebogen.

Dem der ikke ser deres egen fødselsdagsnotifikation i mit Facebook-feed.

I skal vide at jeg af og til tænker på jer, men jeg bestemmer desværre ikke selv hvornår det sker. Oftest er det dog positive tanker eller minder, så vid at jeg under jer det bedste, i håb om at I er en positiv indflydelse, hos de mennesker i har nær, som I også har været for mig under “vores storhedstid”.


Jeg mener der findes et gammelt ordsprog, som påstår at venskaber varer evigt. Mon ikke det er på tide at opdatere den kliché, til noget der bedre matcher tidens trend? Jeg foreslår derfor følgende:

“Dit Facebook-netværk varer evigt… i hvert fald indtil du aktivt sletter nogen”.

_20180827_171353

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s