Er det torsdag igen?

Jeg har mistet grebet om hvilken ugedag vi er nået til. Det er ikke fordi der er noget galt med mig, men jeg er begyndt at værdsætte mine fridage på en helt ny måde. De fleste mennesker nyder sikkert den traditionelle weekend, altså den der finder sted lørdag og søndag, men jeg føler jeg er havnet i et kronologisk ingenmandsland, hvor weekend er et relativt begreb, som mere end indbyder til fortolkning.

Det føles mærkeligt …

“jeg bliver lidt høj af usikkerheden”

Det er dog sådan mit liv hænger sammen nu. Jeg lever virkelig meget fra dag til dag, og den vante struktur fra tidligere beskæftigelser ser jeg næppe igen foreløbig. Når jeg er blevet kaldt på arbejde, har det indtil videre været med under et døgns varsel, eller fordi jeg har ringet til min leder, og tryglet om at få noget at lave. Jeg planlægger derfor meget få ting for tiden. Dette er til stor glæde for mig, da jeg bliver lidt høj af usikkerheden og uvisheden om hvad min dag byder mig. I fredags skulle jeg rengøre omkring 20 paller med 30 plastikpodier på hver, og det tog godt otte timer at nå igennem. Mandag bød på oprydning og nedpilning efter en storstilet firmafest i Tap1 – Dette tog ni timer.

Jeg har et par datoer at se frem til. I september skal jeg se nogle gode kammerater spille koncert, jeg skal en tur i BonBon-Land, til efterfest med alle de frivillige fra Muskelsvindfonden og så bør jeg vel også finde en dato omkring slutningen af måneden, hvor nogle mennesker har lyst til at fejre, at jeg er nået 33 gange rundt om solen. Der kommer sikkert også til at ske andre ting, men jeg tør simpelthen ikke planlægge for meget, fordi jeg også gerne vil have nogle penge i kassen, så jeg bekymringsfrit kan nyde disse forestående oplevelser, som jeg nødigt vil være foruden.

Når min arbejds- og søvnrutine er så sporadisk som den er, tror jeg derfor det giver ret god mening, at jeg sår tvivl om, hvor i kalenderen jeg befinder mig. Det skulle ikke engang undre mig, om jeg vågner op på min fødselsdag, ganske uvidende om at der er noget at fejre, før de obligatoriske lykønskninger triller ind på de sociale medier.

“Min fødselsdag ligger på en onsdag i år”

Jeg har dog ikke været synderligt begejstret for min egen fødselsdato de sidste mange år. Jeg er nok bare nået til et sted i mit liv, hvor jeg foretrækker at bruge dagen på noget JEG kan lide, frem for hvad der forventes af mig. Jeg “bør” nok arrangere en eller anden form for sammenkomst for mine nærmeste, men når alt kommer til alt, har jeg mest af alt lyst til at lave mig en livret, nyde måltidet med en kold øl, og efterfølgende fordybe mig i et PlayStation-spil … alene. Jeg har ikke behov for at gøre et stort nummer ud af dagen. Min fødselsdag ligger på en onsdag i år, og jeg mindes ikke en onsdag, nogensinde, hvor noget spektakulært har fundet sted.

Sæt forventningerne lavt, så er det umuligt at blive skuffet.

Lige netop dette, gør jeg ofte med mennesker. Jeg synes selv jeg er meget overbærende; nogle vil måske mene, at det er i en sådan grad, at andre mennesker bare kan vade hen over mig. Det er jeg ikke helt enig i. Generelt har jeg dog meget lidt eller ingen tillid til nye mennesker i mit liv. Jeg har ofte en formodning om, at når en person jeg aldrig har mødt før, pludselig befinder sig i min bevidsthed, så vil vedkommende på et eller andet tidspunkt gøre noget, som enten går imod alt hvad jeg tror på, eller også vil de trodse, såre eller skuffe mig.

“jeg føler et behov for at hæve mig over masserne.”

Jeg ved ikke hvorfor jeg har det sådan, men jeg har endda fået mig selv overbevist om, at den dag jeg dør, bliver det ikke af naturlige årsager. Det bliver fordi en eller anden båtnakke var uopmærksom i trafikken/på arbejdet/hos købmanden, eller fordi vedkommende handlede så egoistisk, at the butterfly effect skulle udse mig som et håndsyet kerneeksempel på kynisk anerkendelse af skæbnens ironi. Eller også er det min patenterede arrogance, som jeg har tendens til at give frie tøjler, når jeg føler et behov for at hæve mig over masserne.

Ja, jeg skammer mig en smule over at indrømme, at det er et behov jeg har nogle gange. Jeg er endda arrogant nok til at tro, at jeg er den eneste i verden der har det på den måde. Om det bunder i en skjult usikkerhed eller en hovmodig selvsikkerhed, er jeg ikke selvbevidst nok til at kunne konkludere. Det må der fagfolk til …

Spørgsmålet er dog om det nytter noget at bestille tid hos en hjernevrider – jeg glemmer alligevel hvilken ugedag jeg har booket aftalen.

Bah, jeg skal sikkert også arbejde den dag.

I dag er jeg dog helt sikker på at det er torsdag, for jeg skal mødes med bandet i eftermiddag til den ugentlige øver. Mit vækkeur skal jeg til gengæld først bruge igen på lørdag, hvor jeg skal møde op på settet til Masterchef kl. 10:00. Jeg ved ikke hvad jeg skal lave derude, men det bliver med al sandsynlighed endnu en dag, som ikke kommer til at ligne de andre.

Næste uge glæder jeg mig virkelig til, og årsagen kan bedst beskrives med to ord:

Sweet Silence.

_20180823_091110

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s