Min prostata har det (angiveligt) fint

Det er over en uge siden, jeg sidst har skrevet et indlæg på bloggen. Det er bestemt ikke fordi jeg har glemt bloggens eksistens, men med mit nye arbejde har jeg haft afsindigt meget fart på, og benyttet mine fridage til restituering. Arbejdsdagene har haft en varighed af alt fra fire til 13 timer, og der har også været tjanser i nattetimerne. Arbejdet er dog blot på deltid, og jeg har fået godkendt supplerende dagpenge, så jeg endnu kan træde vande rent økonomisk.

Jeg har ikke været på nye dates, haft nyudgivne spil mellem hænderne, eller tryllet på min Fender Jazz-bas. Det er heller ikke fordi jeg har pralværdige historier fra arbejdslivet, vilde byture med uforudsigelige udfald, eller hørt vitser som har fået mig til at ørle af grin. Jeg synes dog ikke I skal snydes for en god historie, så jeg tænkte at I skulle starte weekenden, med fortællingen om dengang jeg havde betændelse i min venstre bitestikel.


Der gik ikke mange dage fra de første ømme symptomer havde vist sig, til smerten var så ulidelig at jeg bogstavelig talt ikke kunne stå oprejst.

På benene altså …

Jeg blev henvist til afdelingen på Rigshospitalet som håndterer den slags. Jeg havde min daværende kæreste med, som var en fantastisk støtte for mig, både mentalt og fysisk, da jeg et par gange vistnok også måtte læne mig op af hende, for at holde pauser mellem de korte gåture. Jep, så ondt gjorde det!

Vi kom endelig til hos en kvindelig læge, som var professionel, saglig og kunne sympatisere med min situation, selvom hun af åbenlyse årsager ikke kunne relatere til den. Der skulle naturligvis foretages et par undersøgelser, så jeg kom ind i et lokale, hvor jeg blev bedt om at smide benklæderne. Jeg havde de sidste par dage gjort ALT i min magt, for at undgå at røre ved noget som helst “dernede”, så det var vanskeligt at finde en grimasse der ku’ passe, da lægen sagde at hun skulle mærke på min pung, om der var nogle uregelmæssigheder. Jeg er ret sikker på at den “uregelmæssighed” der dominerede lokalet, var det skrig jeg forsøgte at kvæle med fremprovokeret selvkontrol og rå maskulinitet – uden held …

“alle kræfter blev brugt på ikke at flæbe som en prinsesse”

Lægen var i hvert fald ikke i tvivl om, at der var noget helt galt. Jeg blev derfor bedt om at lægge mig på briksen, mens hun fandt et-eller-andet-fancy scanningsapparat frem, så hun kunne se hvad der foregik på indersiden af mine rynkede “valnødder”. Jeg forstod at det var nogenlunde samme maskineri, som bruges ved scanning af gravide kvindemaver. Min bedre halvdel fandt det i hvert fald morsomt, og prøvede at løfte stemningen ved at kalde det “vores første babyscanning”. Jeg tror ikke jeg gav udtryk for det i øjeblikket, da alle kræfter blev brugt på ikke at flæbe som en prinsesse, men i dag kan jeg sagtens grine af det. Det VAR sjovt sagt!

Efter endt scanning og mærken efter fra lægen, blev jeg bedt om at aflevere en urinprøve, så alle potentielle skavanker kunne undersøges. Herefter kunne vi så afvente at lægen vendte retur til os, og det blev da med beskeden om at jeg altså havde betændelse i min venstre bitestikel. Den tilstand er røget direkte ind på min Top 3, over værste smerteoplevelser jeg nogensinde har mærket på egen krop.

Det skulle dog vise sig, at det den slags er relativt nemt at gøre noget ved. Jeg fik derfor en recept på noget antibiotika/penicillin, som jeg skulle tage i 14 dage. En måned efter skulle jeg så vende tilbage, for at få tjekket at alt var som det skulle være. Allerede få dage efter pillekurens start, kunne jeg mærke en bedring. Min gangart var ikke længere Monty Python-værdig og smerterne blev dulmet i en sådan grad, at jeg kunne gennemføre et traditionelt toiletbesøg uden for meget besvær. Min livskvalitet vendte tilbage, og jeg blev på alle måder et gladere menneske.

Dagen oprandt hvor jeg skulle tilbage til Rigshospitalet, for at fortælle de gode nyheder. Jeg skulle tale med den samme læge, som en måned tidligere havde haft min ynkelige og betændte løgpose mellem hænderne. Hun spurgte hvordan det gik med mig, og jeg kunne lykkeligt fortælle at smerten stort set var forsvundet, jeg kunne gå uden besvær og afvikle toiletbesøg på normal vist. Hun var glad på mine vegne, og kunne da også fortælle at min urinprøve ikke havde vist tegn på kønssygdomme af nogen art. Jeg havde som sagt en kæreste på dette tidspunkt, så det var nu aldrig en bekymring jeg havde mig.

“Hun sagde da det bedste OG værste en læge nogensinde har sagt til mig.”

Det næste der skete, kunne jeg til gengæld på ingen måde forberede mig på. Lægen sagde at hun for en sikkerheds skyld, og som en sidste undersøgelse, for at være helt sikker, gerne ville tilbyde mig en prostataundersøgelse. Jeg ved udmærket hvad sådan en går ud på, så jeg blev omgående skeptisk, og overvejede med mig selv om det nu også var nødvendigt. Jeg bildte mig selv ind at jeg der var et smuthul i lægens formulering, så jeg spurgte, med et hævet øjenbryn, hvad det betød når hun sagde hun ville “tilbyde” en prostataundersøgelse. Hun sagde da det bedste OG værste en læge nogensinde har sagt til mig. Jeg husker hendes formulering tydeligere end mange andre ting i mit liv. Hun sagde:

“Hvis du får det bedre af det, kan vi da godt sige, at du har vundet en prostataundersøgelse”.

Det er sjældent jeg bliver mundlam, men lægen vandt den verbale dyst … overlegent. Et sølle minut senere lå jeg i fosterstilling på briksen med bukserne nede om anklerne, og med et par fingre oppe i numsen.

På det tidspunkt havde min prostata det helt fint, og det har den (angiveligt) stadig i dag.

Ha’ en rigtig god weekend!

_20180818_103855

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s