Let’s put a smile on that face

Bloggen finder lige så stille mere og mere fodfæste, og for hvert indlæg jeg skriver, føler jeg at jeg kommer tættere på det, som jeg synes den skal indeholde. De sidste par uger har skriveriet stået stille, grundet min tilstedeværelse på Gul Koncert-touren, og jeg brugte i stedet ordforrådets fravær, på at berige mine Instagram-følgere med en masse stories fra min tid på græsset. Jeg bestræbede mig på at holde fast i mit princip, om at holde ansigter, både mit eget og andres, væk fra samtlige billeder der blev lagt op, og det er jeg på en måde stolt af at jeg gjorde.

“Jeg havde lyst til at smide mit ansigt ud i æteren”

Set i bakspejlet, så følte jeg dog, at jeg med denne tilgang distancerede mig, fra det jeg egentlig prøver at opnå med bloggen: at give et helhjertet og nærværende indblik i den person jeg er og det jeg oplever. Jeg havde lyst til at smide mit ansigt ud i æteren, og vise hvor begejstret jeg var for alle de mindblowing oplevelser, der blev kastet ind i sindet på mig. Jeg havde lyst til at dele mine opture, og det var grænsende til umuligt, når det ikke var muligt at se mit ansigtsudtryk.

Jeg har derfor besluttet at gå på kompromis med mit dogme om at holde bloggen ansigtsløs. Jeg har taget mig et bad, trimmet skæg og øjenbryn, renset ører og kan derfor nu prale af at se nogenlunde sådan her ud:

_20180731_202707

Take it or leave it… det her er mig.

“Jeg har stadig ingen intentioner om at udstille andre mennesker”

Det kommer nok primært til at være Instagram, som bliver påvirket af dette nye tiltag, da jeg stadig ønsker at holde selve bloggens design rimelig classy. Jeg synes det er noget unikt i, at den primære portal stadig har et stilrent look med sort/hvid-billeder uden nævneværdige ansigter, men blot nogle skarpe situationsbilleder, som underbygger emnet eller begivenheden for det pågældende indlæg. Jeg har stadig ingen intentioner om at udstille andre mennesker, medmindre det er afsindigt relevant for mit budskab eller min oplevelse. En selfie med en artist fra Grøn, havde været ret formålsløs at lægge op, hvis begge ansigter skulle censureres.

Jeg går også med tanker om at Instagram skal have billeder og stories i farver, i hvert fald når det giver mening for et potentielt budskab. Jeg ærgrer mig f.eks. lige nu over, at jeg ikke har et eneste billede af det gule græs fra den overståede Grøn-tour rundt i landet, som jo ellers indtog overskriften på mit forrige indlæg. Du kan under alle omstændigheder godt forvente at se billeder af en lidt anden karakter, end det tidligere har været tilfældet på Instagram.

Jeg tror det bliver grænseoverskridende for mig, at skulle lægge ansigt til mine eskapader, men jeg tror også det bliver sundt, både for mig selv og bloggen, hvis mit fjæs kan bidrage til at afsløre en form for oprigtighed. Jeg tror til gengæld, at jeg bliver nødt til at google mig til nogle selfie guides, så jeg kan se bare nogenlunde præsentabel ud fremover.

Er duckface stadig vejen fremad?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s