Hjemme igen efter Gul Koncert

Jeg har hverken tømmermænd, er kommet til skade eller føler at nogen har forulempet mig. Alligevel føles min krop hærget, misbrugt og i ukampdygtig tilstand, efter en tur rundt i hele landet med Grøn-karavanen de sidste 17 dage – og jeg gør det med garanti også i 2019.

“først da blev ansigtet smidt på hovedpuden, som en hammer på en teltpløk.”

Jeg trådte ind af min hoveddør omkring kl. 2:00 natten til mandag, og selvom min to do-liste ved hjemkomsten ikke var lang, så var det punkter der skulle gennemføres: bagagen efterladt i stuen, dagens outfit i vasketøjskurven, kroppen ind under brusehovedet og først da blev ansigtet smidt på hovedpuden, som en hammer på en teltpløk. Jeg lå faktisk nøgen i min seng i en times tid, før en tissetår skulle arkiveres i porcelænsalteret, og derefter tog jeg et par rene underbukser på, for at gennemføre resten af nattesøvnen som varede indtil cirka kl. 10-11 stykker.

Jeg er næppe den eneste af de godt 700 frivillige fra Muskelsvindfonden med dette ritual. Det var tydeligt at mærke den kollektive træthed, da de sidste opgaver skulle overkommes ved nedpakningen i Valby. Jeg misunder på ingen måde de Kræwere som er bosat i Jylland, da de havde en lang bustur foran sig, før de kunne indfinde sig under deres velkendte dyner, selvom jeg mistænker at størstedelen nok nærmere har brugt sin dyne til at ligge i ske med, frem for den tildækning som produktet ellers er designet til.

Det har været en varm tur. Flere af dagene har temperaturen kysset de ubekvemme 30 grader, og der var langt imellem de briser, som gav et par enkelte sekunders nedkøling. Vand og salt er blevet indtaget som var det narkotika, og solcreme påført med en dedikation, der får folk med selvbruner om vinteren til at virke rationelle. Samtlige koncertpladser kunne lige så godt have argumenteret for at omdøbe orkesternomaderiet til “Gul Koncert”, da græsset på ingen møde kunne følge med den sædvanlige grønne atmosfære. Den hoste jeg døjer med lige nu, indikerer desuden at underlaget har været så tørt, at støvskyer er væltet op hver gang nogen har taget et skridt, eller en af de mange trucks har kørt tværs over pladsen. Det har ikke været umenneskelige forhold, men det har givet en ekstra kamp mod elementerne, som den gennemsnitlige vikingedansker næppe er gearet til.

“syv ud af otte koncerter blev meldt udsolgt”

Kræwet har dog, som forventet, vist sig fra sin aller sejeste side, og har gennemført tour’en med højt humør, kampklar energi og et fokus på det fælles mål: at give koncertgængerne en fantastisk oplevelse, så de vil smide nogle ekstra penge efter Muskelsvindsfonden. Og jeg skal love for at der har virket, eftersom syv ud af otte koncerter blev meldt udsolgt (kom igen, Esbjerg). Alt er gået op i en højere enhed, og jeg kan ikke lade være med at sætte en ære i, at lille bitte jeg i en eller anden grad har bidraget til de resultater. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror min tilstedeværelse på Grøn trækker flere publikummere til end Lukas Graham og Suspekt, men der er alligevel en tilfredsstillende følelse af at have været med i det fællesskab.

“crewet fra Suspekt stjal vores aftenbajere”

Selvom alt det hårde arbejde fylder mest på turen, så er det samværet med Kræwet som har givet de bedste minder. Jeg skal ikke gå for meget i detaljer, men Grøn 2018 bød blandt andet på, at crewet fra Suspekt stjal vores aftenbajere, og undskyldte ved at kvittere med et par flasker vodka, gajol-shots og endnu flere øl. Lydholdet havde en romance med Pantkræwet, som mundede ud i en “smuk” bryllupsceremoni i Næstved. Vi har kastet om os med fængende sætninger som “tre fingre i æ fokusområder”, “drik vand, ellers dør du” og “kom nu kræwer, slå de tømmermænd ihjel”. Strafflasken hos Lydholdet blev tømt på sidste dag, og gav især nogle af de nye frivillige lidt at tænke over. Teltkræwet blev tætte allierede i indgangssluserne, samtlige barer elskede at få besøg af mig og mit indgangsteam, en af busturene blev omdannet til en polterabend for Pant- og Lydholdet … Ja, listen over skæve hændelser er nærmest uendelig.

Nogle af disse hændelser kan virke meget abstrakte, men er oftere mere bogstavelige end man tror. Eller også er de ikke. Det eneste sikre ved Kræwet, er at intet kan forudsiges. Pludselig sker noget, nogen tager bolden og løber med den, og før man ved af det, står man på scenen sammen med Suspekt i Odense, med én eneste regel i baghovedet:

Der er INGEN regler.

Jeg kan godt forstå hvis det virker svært at vikle sit hoved rundt om, og det er derfor jeg allerede nu vil anbefale dig, at reservere d. 15. til 28. juli hvor Grøn 2019 løbet af stablen. Jeg tror oprigtigt på at alle kan bidrage til en Grøn-tour, og det er noget jeg under alle mennesker at prøve mindst én gang. Du får med garanti nye venner, en gylden mulighed for at se hvad der sker bag kulissen på en kæmpe musik-tour, og naturligvis en helt igennem fantastisk uforudsigelig oplevelse.

Det er en oplevelse for livet – for alle – for dig!


I morgen er det tilbage til den sædvanlige trummerum. Jeg skal have vasket alt mit tøj, jeg har et møde i Jobcenteret kl. 9:30 og så vil jeg begynde at glæde mig de næste 50 uger, til Grøn 2019 bliver en realitet.

_20180730_205824

One thought on “Hjemme igen efter Gul Koncert

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s