Skal jeg nogensinde have en hund?

Siden jeg var helt lille, har jeg stort set altid delt adresse med en kat. Den tidligste jeg kan huske hed Frandsen, den efterfølgende hed Misty, derefter kom Putte og pludselig var jeg “voksen” nok til at flytte hjemmefra, i håb om selv at kunne skabe trygge rammer for sådan en firbenet hårtot.

Det var først efter jeg fandt sammen med min daværende kone, at jeg fik egentlig mulighed for at kaste mig over det projekt. Vi fik overtaget en norsk skovkat der hedder Ruska, som den dag i dag bor i vidunderligt trygge rammer hos mine forældre. Hende fik min kone og jeg intet mindre en to kuld killinger på, og hankatten Charlie fra første kuld har i dag domicil hos forældrene til mit gudbarn. Da jeg så flyttede sammen med min seneste kæreste, anskaffede vi os relativt hurtigt en hunkat der hed Astrid. Hun fik selskab af hankatten Frode, før hun desværre måtte aflives grundet nyresten.

For at gøre en kort historie endnu kortere, så er jeg helt pjattet med katte. Jeg elsker deres selvstændighed, måden hvorpå de elegant kan manøvrere rundt i en vindueskarm og især lyden af en kat der spinder, kan få min hvilepuls så langt ned, at jeg sagtens kan udånde for sidste gang, med et smil tværet ud i ansigtet på mig selv.

Jeg har til gengæld aldrig nogensinde været hundeejer. Tanken har da strejfet mig en gang imellem, men jeg har aldrig gjort alvor af sindstilstanden. Efter fire dage med Skipper, som har været rigeligt repræsenteret på Instagram, er jeg nu ikke længere i tvivl:

Jeg skal ALDRIG være hundeejer.

Inden I begynder at stemple mig som hundehader, så lad mig slå fast med syvtommersøm, at jeg synes hunde er nogle skønne bæster. Jeg er helt pjattet med deres ubesværede livsglæde, måden de iler med lynets hast, selvom tennisbolden ikke er blevet kastet og hvordan de kan overfalde en vildt fremmed med ren kærlighed.

Jeg forstår det …!

Lad mig dog fortælle om mine fire dage med Skipper, som jeg har fået fortalt ikke adskiller sig markant fra en fuldtidsstilling som hundeejer:

“det var mig der var herre over hvordan situationen skulle løses.”

Jeg er blevet vækket så tidligt som klokken 6:15 af en klynkende køter, der med insisterende bævren og hjælpeløse hvalpeøjne tydeligt indikerede, at han altså meget gerne vil skille sig af med gårsdagens måltider. Her troede jeg, at jeg skulle blive liggende i sengen til langt op af formiddagen, men for at undgå klumpede efterladenskaber i min seng, på gulvet eller mere opfindsomme steder, kunne jeg jo godt mærke, at det var mig der var herre over hvordan situationen skulle løses. Lad det være sagt, at jeg trodsigt og søvndrukkent iførte mig bukser og t-shirt, så jeg kunne give Skipper sele om livet og en snor i nakken, for at komme ud og finde et sted hvor han kunne udføre sin business.

Vi var tilbage igen før kl. 7:00, men på det tidspunkt virker det bare fjollet at lægge sig i seng igen. Elkogeren blev sat til at diktere, hvornår jeg kunne få min morgenkaffe, i håb om at min tidlige oprejsning, kunne medvirke til at jeg fik opnået noget i løbet af dagen.

Jeg formåede i hvert fald at vågne brat flere gange i løbet af dagen. Så snart jeg rykkede en smule på mig selv i sofaen, slog Skipper øjnene op med et blik, der lige så godt kunne spørge, om festen var ved at starte. Han hoppede op af mig, med alle intentioner om at slikke mig i ansigtet, når alt jeg i virkeligheden havde brug for, var at klø mig selv på den ene balle. Endnu værre var det når kirsebærtræet foran hoveddøren tabte en af sine frugter, for selv så små lyde fangede Skipper med sit skarpe øre, og han må have overbevist sig selv om, at det har været en indbrudstyv, Påskeharen eller Jehovas Vidner der forsøgte at penetrere indgangspartiet.

“Katte er fantastiske til at dømme i stilhed”

Jeg kunne ikke snyde Skipper, men han kunne til gengæld sagtens snyde mig. Ved flere lejligheder var jeg overbevist om, at han var faldet i en dyb nok søvn under sin lur, til at jeg behersket kunne rejse mig, og gå udenfor for at ryge en cigaret, men jeg skulle dårligt nok tænke på at løfte mig fra mit sæde, før han atter slog øjnene op, og fulgte mig helt til dørs, i håb om at han skulle med ud og strinte. Det skulle han naturligvis ikke, så istedet kunne han sidde indendørs og pive, lige præcis højt nok til at det kunne høres gennem køkkenvinduet.

Lige her er jeg af den overbevisning, at katte håndterer sådanne situationer langt bedre. Jeg savner faktisk hvordan en kat i stilhed kan dømme sin ejer, blot ved at stirre mistroisk og opgivende, uden at bøje en eneste nakkemuskel. Der er en ro over katte, som jeg nogle gange godt kunne ønske mig at se i mennesker. Hvis mennesker kunne dømme i stilhed på samme måde, uden at piske en stemning op og få det til at handle om dem selv, så tror jeg verden ville være et bedre sted. Hvis mennesker derimod havde flere træk til fælles med hunde, er jeg ret sikker på, at verden ville gå under.

“jeg var pludselig ikke et hak bedre selv.”

Der er kun én situation med Skipper, som jeg efterfølgende synes jeg håndterede forkert, og det skete så sent som i morges. Vi var ude på hans morgentur, og undervejs var der en ung kvinde der steg ud af sin bil, og som derfor omgående tiltrak sig Skippers opmærksomhed. Han begyndte at gø fuldstændig uhæmmet og vise tænder af den stakkels kvinde, og her gjorde jeg det, som jeg i stilhed dømmer andre hundeejere for: at undlade at beklage hændelsen. Jeg havde naturligvis travlt med at holde godt fast i hundesnoren, og det var først efter den stakkels kvinde var nået rundt om hjørnet, at Skipper igen kølede ned. Jeg bliver provokeret når hundeejere ikke undskylder for deres kæledyrs voldsomme adfærd, og jeg var pludselig ikke et hak bedre selv.

Jep. Mega-hykler!

Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg godt kunne finde på at have Skipper på besøg igen ved en anden fremtidig lejlighed. Jeg er til gengæld også 100 procent sikker på, at titlen som hundeejer aldrig kommer til at stå på mit CV. Jeg har ganske enkelt ikke energien eller overskuddet, til at holde øje med sådan en krabat, da jeg konstant ville frygte, at den på en eller anden måde ville løbe med hovedet forrest mod den sikre død, om det så er i trafikken, en større hund eller en sø den kan drukne i.

Så har jeg det bedre med at lukke en kat udenfor, så jeg kan sidde hjemme i uvished, og tænke over hvor vidt den laver ballade, eller måske er blevet spist af en hund som Skipper.


Er du selv hundeejer og mener at jeg overser alle de positive aspekter ved at tage sig af et kæledyr af den kaliber, så giv endelig lyd i kommentarerne her på bloggen, på Facebook eller på Instagram.

_20180703_1212104553155817717393567.jpg

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s