Jeg husker det som var det for nylig

Du har sikkert bemærket dem. De unge mennesker med sømandshatte, som er overbevist om at livet ligger for deres fødder, med alle intentioner om at blive den næste Oprah Winfrey, Steve Jobs eller *generisk succesfuld kendis*. Jeg har i hvert fald, og jeg kan ikke klandre dem for den ukuelige optimisme, der i disse dage kommer til udtryk, ved at de marinerer deres levere i dåsebajere, Mokai og pizzaer med ekstra pepperoni. De ryger garanteret også cigaretter og det der er værre. Det skulle heller ikke undre mig, om nogle af dem har sex med hinanden … og det der er værre.

Unge nu til dags …

Jeg er selv det man må kalde en late bloomer, når emnet falder på uddannelse. Tilbage i 2002 prøvede jeg kræfter med gymnasiet, men holdt kun et halvt år, før jeg indså at det ikke var for mig. I 2003 skiftede jeg kurs, og vurderede at et roligt og behersket HG-forløb kunne tilfredsstille mig, men det tog også blot seks måneder, før jeg trak stikket på den forestilling.

“det var en skøn og mere ubesværet tid for mig”

De næste 10 år af mit liv, brugte jeg i stedet på det ufaglærte arbejdsmarked. De fleste steder jeg blev ansat, kæmpede jeg bravt for at nå stillinger som enten sous- eller butikschef, og mange af stederne lykkedes det også. Jeg husker særligt min tid som afdelingsleder i TP Musik Marked i Roskilde, hvor jeg tilbragte knap fire fantastiske år, før Spotify begyndte at file sømmene, der skulle hamre låget fast på kisten for butikker som solgte musik og film i fysisk form. Det var en svær tid for branchen, men bestemt også for mig, som var en af fem afdelingsledere, der fik den ærgerlige besked om at der ikke længere var råd til vores stillinger. TP Musik Marked er i dag blot en sidebemærkning i historiebøgerne, men det var en skøn og mere ubesværet tid for mig, så længe det sted eksisterede.

Efter endt tjans for TP Musik Marked, snusede jeg lidt til andre karrierer, men indså hurtigt, at hvis jeg ville frem i verden, så skulle der altså en uddannelse til. Det betød at jeg i 2013, påbegyndte den uddannelse jeg skulle være startet på for længe siden. Jeg tog en såkaldt Musik-HF på VUC i Roskilde, og med mine daværende 27 år, lå jeg ret lunt i svinget til at agere alderspræsident. Jeg tror kun der er én af dem jeg gik i klasse med, som på nuværende tidspunkt er nået 27 gange rundt om solen … Det er sgu lidt sjovt at tænke på.

Selvom jeg er stolt af at have gennemført uddannelsen, samt det efterfølgende forløb som eventkoordinator, så sidder jeg alligevel nogle gange med en altoverskyggende tanke i hovedet: “Var det for sent”? Det velklingende engelske udtryk “too little, too late” runger i særdeleshed, når jeg ser hvor jeg egentlig befinder mig i mit liv. Jeg er arbejdsløs, single og bor i en lille lejlighed på Østerbro med en roommate. Til sammenligning så havde jeg for syv år siden et job, en kone og et hus i to etager.

Jeg er ikke utaknemmelig. Jeg sætter pris på den “fritid” jeg har, til for eksempel at bruge tid på bloggen og mit band. Jeg nyder (stadig) det uforpligtende og selvvalgte liv som single. Når det kommer til seje roommates, så må der desuden være en guldmedalje der er gået tabt i posten. Jeg er glad for de ting jeg har i mit liv lige nu, men der er en ambivalent følelse i mig, som med en insisterende hvisken bilder mig ind, at jeg er trådt nogle skridt tilbage.

Har stemmen ret? Jeg har ingen anelse.

Livet er så hamrende uforudsigeligt, både på godt og ondt, og jeg tør kun gisne om hvor jeg havde været i dag, hvis TP Musik Marked ikke havde opsagt mig i 2011, hvis jeg aldrig var blevet ramt af depression og angst tilbage i 2012 og hvis jeg aldrig havde forelsket mig i en vidunderlig kvinde i 2013 – og brudt med hende igen i 2017.

“Jeg har en uddannelse, som jeg falder pladask med ansigtet ned i.”

Det er ikke for sjov, når forældre siger at man bør tage en uddannelse, så man “har noget at falde tilbage på”. Det synes jeg endnu ikke jeg har. Jeg har en uddannelse, som jeg falder pladask med ansigtet ned i. Om et øjeblik runder jeg tre måneder som arbejdsløs, der er intet umiddelbart kærestepotentiale i kikkerten, og min boligsituationen forbliver nok den samme et godt stykke tid endnu. Når det så er sagt, så kan jeg dog med rette sige at jeg er glad. Jeg har tag over hovedet, et velfærdssamfund der prøver at hjælpe mig på rette vej (du må godt være uenig, men det synes jeg altså), mulighed for at fordybe mig i mine hobbies og ikke mindst en vennekreds, som angiveligt bryder sig ret godt om mig.

Tag en uddannelse eller lad være. Uanset hvad du gør, så kan du alligevel aldrig forudsige hvad fremtiden bringer. Hvis alle disse ting ikke var sket for mig i fortiden, så havde jeg næppe haft mulighed for at melde mig som hundepasser de næste fire dage.

Plooot twiiist!

Jeg tør godt garantere, at der kommer et tapet af billeder af det lille kræ på Instagram, mens jeg gør mit ypperste for at se til at den ikke dør … eller det der er værre!

_20180629_133825

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s