Venner …?

Der er gået cirka et halvt år.

På den ene side kunne det lige så godt have været i sidste uge, og på den anden føles det som om det var i et tidligere liv. Det er besynderligt hvordan jeg betragter begivenhederne omkring nytåret, som en milepæl i mit liv. Det “burde” ikke være noget særligt, eftersom jeg vurderer at jeg har haft rigeligt med oplevelser i mit liv, som burde have efterladt større indtryk i min bagage. Der er dog en lille bitte kvinde, med et hjerte så stort at hendes krop dårligt nok kan rumme det, som har efterladt et fodspor kun Godzilla kan efterligne, lige i centrum af min bevidsthed.

“Jeg var aldrig rigtig forelsket.”

Jeg mødte hende gennem Tinder. Vi sås næsten dagligt, i det man vistnok med rette kan kalde dating-perioden. Jeg var gået hen og blevet ret så pjattet med hende, mens hun var mere tilbageholdende omkring fremtidsudsigterne for os. Jeg var aldrig rigtig forelsket. Jeg tror blot hun var den første jeg mødte, som gav mig en reel intimitet, siden jeg blev single i maj sidste år. Kombineret med min naive evne til forhastet at knytte mig til mennesker jeg klikker med, så er det altså en stensikker opskrift på gennemstegt hjertesorg, der kun krydres med salte tårer når måltiddet skal indtages.

Det er sådan noget jeg gør. Jeg bilder mig ind, at jeg føler mig levende både når ting går min vej, og i lige så høj grad når det går imod mig. Jeg risikerer selvfølgelig at udsætte mig selv for hændelser som gør ondt, men jeg er trods alt også en stor dreng, der har godt af lidt modgang, så min selvsikkerhed og selvtillid kan få noget jordforbindelse.

I skrivende stund sidder jeg i hjørnet af hendes seng, lænet op af bagvæggen med et par puder til at støtte ryggen, og med min bærbare computer i skødet. Jeg har tilbragt natten her, uden skyggen af hanky panky eller hvad unge mennesker kalder den slags nu om dage. Jeg har hørt det omtalt som Netflix & chill, men det er faktisk ret bogstaveligt det der har fundet sted. Vi har set en lige dele besynderlig  og underholdende serie. Den omhandler Drew Barrymore, som bliver til en selvbevidst zombie, med en ustandselig sult efter menneskekød. Serien hedder Santa Clarita Diet, og den får hermed mine varmeste anbefalinger.

Når vi ellers har løsrevet os fra serien, har jeg hjulpet med rengøring og oprydning i hendes lejlighed, fordi hun er ved at gøre klar til at modtage en ny sambo; en person, som hun før vores bekendtskab startede, også har haft et intimt forhold til.

Det burde vel egentlig være akavet, men det synes jeg overhovedet ikke det er.

Hvad er så min pointe?

Jeg har lært en vigtig lektie af hende: man kan sagtens bevare et venskab, selvom de planer man fik lagt inde i sit hoved, falder til jorden med et brag. Det tog mig et par uger at få skruet hovedet ordentligt på igen, efter intimiteten blev indstillet. I dag er vi dog så nære venner, at hun spørger ind til mine eskapader på datingmarkedet, mens jeg forsøger at yde støtte, til nogle af de kampe hun modvilligt er nødsaget til at håndtere.

… og det fungerer!

Hun er ikke den første jeg er faldet for hurtigere end man kan stave til “kødkatalog”, og hun bliver med garanti ikke den sidste. Set i bakspejlet, kan jeg for eksempel med ejendomsmægleren godt mærke, at jeg nok har forsøgt at forcere noget, som jeg udmærket er klar over ikke er der. De tre gange ejendomsmægleren og jeg nåede at mødes, fandt jeg ud af at hun var skide sød, havde et spændende liv og ikke mindst var virkelig køn. Jeg går ud fra at de ting stadig er gældende, men den der helt unikke kemi viste sig aldrig, og både mit hoved og hjerte skal lære, at det også er helt ok.

Det er desuden heller ikke fair overfor fremtidige Tinder-dates, hvis jeg møder en som falder pladask for mig, og jeg bare løber med, fordi jeg ikke kan skelne mellem lysten til den fysiske kontakt og et reelt bånd der slår gnister nok til at starte en skovbrand.

“et minefelt jeg ikke helt har behersket at manøvrere rundt i.”

Andre mennesker lader til at have fuldstændig styr på hvordan sådan noget fungerer, men jeg synes det er svært. Jeg er virkelig dygtig til en masse ting, men det med at finde ud af mine egne hensigter, når jeg kigger en person af modsatte køn dybt i øjnene, er stadig et minefelt jeg ikke helt har behersket at manøvrere rundt i. Jeg prøver at bære mig selv med karisma og selvsikkerhed i sådanne situationer, men når alt kommer til alt, så ser jeg stadig mig selv, som en usikker nørd i sine spæde teenage-år, der ikke har den fjerneste anelse om hvad han foretager sig.

Jagten på både kærlighed, intimitet og flere venskaber fortsætter, selvom mit inderste ikke aner hvordan det skal angribes. Jeg føler mig dog klar til at kaste mig over de store armbevægelser, for helt ærligt …

Der er gået cirka et halvt år.

_20180625_131048

2 thoughts on “Venner …?

    1. Hej Signe

      Tusind tak. Det er netop mit mål at skrive på en måde, som forhåbentlig kan holde på interessen, og jeg er så glad for at det virker på dig!

      Jeg håber virkelig du har lyst til at læse med i fremtiden, og hvis du skal have ekstra i resten af juli, så er Instagram stedet at være – der kommer masser af opdateringer fra mine dage som frivillig på Grøn Koncert.

      Tak for din kommentar; den er jeg virkelig glad for.

      Mvh
      Christian

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s