Angst er noget vi deler

I går formiddags modtog jeg en bekymrende besked fra en nær veninde. Hun har for nyligt mistet sit job, hun kæmper en brav kamp for at se sin søn og hun var desuden ved at bryde med sin kæreste, som dog ikke er barnets far. Som om det ikke var nok, så døjer hun med en tilstand, som jeg også kan relatere til: angst.

Vores samtale så således ud:

_20180604_141439

Lad mig starte med at fortælle lidt om hende:

“Hun har sagt at hun finder ro i mit selskab”

Hun er en person jeg beundrer helt vildt meget, især fordi hun altid har givet udtryk for, at det simpelthen ikke er en mulighed for hende at tage sit eget liv. Jeg har hele tiden været helt klar over hendes psykiske tilstand, og jeg har tilbudt hende, at hun altid kan bruge mig som en slags “krykke”, hvis hun enten har brug for en snak, noget afklaring eller erfaringer fra mit eget forløb med angsten. Hun har sagt at hun finder ro i mit selskab, fordi hun er træt af at folk spørger hvad der er i vejen og hvordan de kan hjælpe, når hun i virkeligheden har brug for en, som ved hvad der foregår og som ved at hun bare har brug for en, som kan holde øje med hende på på nogle præmisser hun også er tryg ved.

Den slags person vil jeg gerne være for hende.

Hun var hjemme hos sin nu eks-kæreste, hvor han havde givet udtryk for, at han ikke kunne håndtere eller rumme hendes angstanfald. Hun kontaktede derfor mig, med viden om at hun kunne stole på mig, og vidste at jeg var klar på at lytte til hende. Hun var oprevet, grådkvalt og skulle væk fra de rammer hun befandt sig i. Jeg tøvede derfor ikke med at invitere hende til Østerbro, hvor jeg sad klar med varme krammere, lyttende ører og et sæt skuldre som var klar på at modtage salte tårer, hvis det skulle blive nødvendigt.

Hun ankom først sent søndag aften omkring kl. 21:30, og efter hendes ønske havde jeg været en hurtig tur i den lokale Fakta, for at købe en økologisk agurk, en flaske danskvand og en pakke hygiejnebind.

Vi var nu klar til at snakke.

“hun havde behov for at få bekræftet, at hun ikke var ved at blive skringende sindssyg”

Hun havde ikke så meget brug for at sludre om selve situationen, som hun havde behov for at få bekræftet, at hun ikke var ved at blive skringende sindssyg, og blot et par nervøse trækninger fra at få kittelklædte mænd med sommerfuglenet, til at pakke hende ind i en af de trøjer, hvor ærmerne kan bindes sammen på ryggen. Jeg er godt nok ikke psykolog, men jeg vurderede at det ikke just var på tegnebrættet. Når hun er på besøg hos mig, er hun velkommen til at smide alle de tics efter mig, som hun overhovedet har i sig.

Hun spurgte ind til min situation, og om ikke jeg kunne fortælle om en af de værste nedture jeg nogensinde har haft i forbindelse med angst. Det er ikke en historie jeg fortæller særlig mange mennesker, men jeg er et sted i mit liv nu, hvor jeg er klar over at det er noget som er sket, og at jeg bare er nødt til at owne det.

Here goes:

“Jeg krøllede mig sammen i en siddende fosterstilling ved glasfacaden til McDonald’s”

Jeg havde været til Malk De Koijn-koncert i Tivoli med min kone og vores daværende naboer. Efter koncerten var vi gået over på Københavns Hovedbanegård, for at finde et tog hjem. De andre skulle på toilettet, mens jeg ventede ved siden af McDonald’s. Jeg er i dag ret sikker på, at der højst er gået et par minutter, men dengang føltes det som en halv time, hvor jeg stod mutters alene på hovedbanen, med en horde af fulde mennesker der indædt hævede decibel-niveauet til et punkt, hvor mit hoved ikke kunne kapere det. Jeg krøllede mig sammen i en siddende fosterstilling ved glasfacaden til McDonald’s, hvor mine tre ledsagere fandt mig stirrende tomt ned i gulvet, uden evne til at ytre egentlige sætninger.

Jeg skulle hjem, og det skulle gå hurtigt!

Jeg blev eskorteret ned til det første og bedste tog mod Midtsjælland, men uden held til at finde en siddeplads i nogle af kupéerne. Jeg måtte derfor stå i mellemgangen, stadig med et dødt blik i sydgående retning, mens min kone og de to naboer forsøgte at skærme mig for støj, både i billed- og lydform.

Folk der aldrig har oplevet angst, har ofte svært ved at begribe, at den følelse der fylder mere end noget andet i sådan en situation, er følelsen af skyld. Spørgsmål som “hvorfor er jeg en byrde for dem lige nu” eller “hvorfor ødelægger jeg aftenen på denne måde” er parasitter i tankeform. Det er jo gode mennesker som man har nær, og selvfølgelig vil de kun det bedste for en, men det perspektiv eksisterer ikke, når først angsten har manifesteret sig og overtaget sindet.

Skal du tage én ting med dig fra dette indlæg, om hvad der sker i hovedet på folk med angst, så lad det være viden om at skyldfølelse er altdominerende for den ramte.

“jeg skulle tilbringe natten under kyndig overvågning af uddannet personale”

Toget nåede til vores destination, hvor jeg blev fragtet til de hjemlige rammer. Her fik jeg lagt mig på sofaen, og kunne ikke formå andet, end at stirre på det slukkede fjernsyn ca. 1½ meter foran mig. Jeg havde stadig ikke noget egentligt sprog, og hver gang jeg blev stillet et spørgsmål, kunne jeg ikke meget andet end at mumle mig til et “ja” eller “nej”. Det var her der blev truffet en beslutning, som jeg ikke havde indflydelse på: jeg skulle fragtes til Psykiatrisk Center Sct. Hans, hvor jeg skulle tilbringe natten under kyndig overvågning af uddannet personale, som forhåbentlig kunne håndtere min situation og tilstand.

Det blev kun til en enkelt overnatning, og morgenen efter var jeg “tilbage” til mit, på det tidspunkt, normale selv. Min mor, som jeg nu også følte mig som en byrde for, var dukket op for at se til mig. Det var denne dag jeg besluttede at flytte tilbage til mine forældre, for at få alt hvad der lignede bekymringer og distraktioner på afstand.

De efterfølgende måneder mistede jeg mit job, fordi jeg havde været sygemeldt i for lang tid og jeg besluttede dertil at blive separeret fra min kone, som jeg ikke længere elskede. Der var et gennemgående mønster i mine tanker fra den tid:

Det hele var min skyld! Jeg burde have gjort noget anderledes! Min omgangskreds skulle ikke ulejliges!

Tilbage til i dag …

Min veninde fik ro på igen efter en god nats søvn. I dag sidder vi begge indendørs, selvom jeg dog fik begivet mig ud på en løbetur i formiddags. Hendes hoved trykker stadig, men jeg sidder også konsekvent få sekunder fra hende, og holder hele tiden øje med, om der er noget som helst hun har brug for. Hun insisterer på at hun gerne vil gå i Fakta, alene, i håb om at vende retur med en bøtte Ben & Jerry’s med cookie dough. Det ved jeg ikke om Fakta har, men det handler også mere om rent faktisk at komme ud, end det handler om hvad hun har med tilbage.

Jeg synes hun er helt vildt sej. Hun møder så meget modstand, men giver alt hvad hun har, for at holde sig selv mentalt ovenpå. Hun skal ikke lefle for hvad andre har behov for, men spille det egoistiske kort og sige højt når hun har noget på hjerte.

Og det gør hun!


Jeg bør nævne, at det er på min venindes opfordring, jeg sidder og skriver dette. Hun har sagt god for at offentliggøre vores beskedudveksling i starten af indlægget, fordi hun, ligesom jeg, mener at det er vigtigt at få sat realiteter på hvad angst egentlig kan indeholde.

Angst er usynligt og, for de uindviede, grænsende til umuligt at opdage. Del derfor meget gerne dette indlæg, hvis du kender nogen der kan have godt af at vide, at de ikke er alene med deres tanker.

Hvis du undrer dig over hvad billedet øverst i indlægget går ud på, så synes jeg du skal læse videre herunder; hun har nemlig tilbudt selv at forklare.


Hej hej, fra Kuk-Kuk!

Yes, det er korrekt, at jeg lige mestrede at nå til livets absolutte low point.

“i går fik jeg et kæmpe behov for, at mærke hvilepuls.”

Jeg har altid været glad for livet. Uanset hvor fucked up tingene har været, så bliver jeg stadig glad når de små fugle pipper, og der er en blomst der springer ud. Kort sagt, så er jeg ikke én, der kronisk ligger og stirrer ind i en væg altid. Men i går fik jeg et kæmpe behov for, at mærke hvilepuls. Så meget, at det var underordnet for mig at det måske kunne være den sidste gang jeg mærkede den. Irrationelt, I know. Angst er lækkert på den måde.

Jeg bærer en skade med mig, og desværre er det ikke én man kan se.

Jeg lider af angst. Ikke på den moderate måde – men af panikangst. Kort sagt, så forsøger min krop at slå op med sig selv nogle gange. Og det er ikke et kønt break-up.

Jeg hyperventilerer, sveder, fryser, ryster og har generelt bare en følelse af kontroltab.

Man siger, at efterdønningerne af et angstanfald svarer til at løbe en maraton. Jeg kan skrive under på, at jeg har besteget Mount Everest flere gange end de fleste.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang vidste jeg havde angst. Men jeg kan huske, at jeg en dag stod i Føtex og pludselig blev helt svimmel. Og at jeg forsvandt i et kort øjeblik. Og følelsen af, ikke at vide hvad jeg lavede der, eller hvorfor jeg var der – det kom bag på mig.

“jeg ved stadig ikke hvorfor jeg reagerer som et uregerligt barn”

De fleste ville sige, at jeg bare havde fået en fødselsdepression. Men det som ingen ved, er, at jeg er vokset op i et hjem hvor misbrug satte dagsordenen. Og det ville være en roman, hvis jeg skal begynde at beskrive hvilke konsekvenser det har for et menneske. Tror at det ville være 400 siders volapyk. Og dét volapyk ville nok ikke engang se dagens lys. Fordi at skammen er så stor. Jeg er 33, og jeg ved stadig ikke hvorfor jeg reagerer som et uregerligt barn når noget er svært.

Jeg har en elastik om mit håndled. Hvorfor jeg har elastik rundt om mit håndled?

Det har jeg fordi, at når mine tanker stikker af, så kan jeg hive i det – og så får jeg en form for time-out. Det er det samme, som når mennesker skærer i sig selv. De prøver at få smerten til at gå væk. Heldigvis har jeg aldrig haft den følelse. At jeg skulle skære i mig selv. Der er jeg alligevel en kæmpe bangebuks. Og selvom at jeg i går drak en halv flaske vodka og tog cirka 10 piller mod angst, så vidste jeg stadig, at jeg på ingen måde ville dø af det. Jeg kunne også skrive rigtig meget om, hvordan jeg ligger og prøver at holde om mit hjerte. Fordi jeg er bange for at det går i stå uden at jeg opdager det. Eller hvor meget jeg prøver på at skærme mine omgivelser fra, at vide at jeg mange nætter græder, frygter døden, føler alt – føler afmagt, sorg, utilstrækkelighed, kaos og opgiven. Mine venner behøver ikke at vide, at jeg allerede har fundet ud af, hvilken sang der skal spilles til min begravelse.

For et par dage siden, der besøgte jeg ACA’s hjemmeside. Og på siden har de et spørgeskema, hvor man kan teste sig selv. ´Hvor fucked up er du, på en skala af 25 spørgsmål’. Jeg var cirka fucked up på 80 %.

Ergo har jeg et problem. Og det problem skal der tages hånd om. Der er ikke andre end mig der kan løse ting. Men jeg er bange. Rigtig bange. For vi lever i en verden, hvor alt bare skal være så skide pænt. Hvor dagligdagsting, som at tage strømper på, bare er en selvfølge. At gå ud at handle er en almindelig ting der bare skal gøres. Sådan er det ikke for mig.

Men jeg tager tilløb til at joine ACA – fordi jeg har brug for, ikke at føle mig forkert. Og fordi jeg godt gider at leve. Og måske også fordi, at jeg bestemt kan huske, at jeg er et ret sejt menneske. Når blot mit bæger ikke flyder over.  Og fordi, at jeg inderst inde ved, trods flovhed og den slags – så er det på tide.

Mine issues har kostet mig så meget. Rigtig meget. Og jeg har været stædig. Med streg under stædig. Jeg har også tænkt, at jeg var et godt ’indlæggelsesmateriale’ – men jeg ved også, at jeg på ingen måde ville have gavn af det.

_20180604_201134

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s