Jeg løber ingen steder

Dagens indlæg er ikke just det længste jeg har skrevet, men egentlig blot en opdatering på hvad der sker med mit knæ.

Jeg er netop hjemvendt fra mit første besøg hos den lokale fysioterapeut. Jeg vil hverken kede dig eller mig selv med latinske betegnelser, for det clusterfuck der har udviklet sig i mit venstre knæ. Til gengæld var beskeden fra den kyndige fysioterapeut ikke til at tage fejl af:

“Du stopper helt med at løbe!”

Damn …!

“Jeg skal ikke presse mit knæ til noget, som jeg på forhånd mistænker vil gøre nas.”

Det er naturligvis kun midlertidigt, men jeg er virkelig ked af, at det projekt må indstilles, især med tanke på de flotte resultater jeg nåede at skabe mig. I beskeden lå naturligvis også, at mit kommende genoptræningsforløb handler meget om, hvordan jeg selv vurderer min tilstand. Jeg skal ikke presse mit knæ til noget, som jeg på forhånd mistænker vil gøre nas. Sådan noget som at balancere på mit venstre knæ, lave skæve vrid og lignende aktiviteter, er et hundrede procent bandlyst fra mit virke. Der er ingen grund til at opsøge en risiko for, at mit ben pludselig falder sammen under mig (selvom det sikkert ville se komisk ud).

Jeg har fået nogle milde øvelser, som jeg gerne skal gennemføre en gang om dagen. Det drejer sig om at strække ud i mine inderlårsmuskler, da det åbenbart er dem, der er er forbundet til leddet omkring knæet. Dertil skal jeg stadig holde mig aktiv, ved at gå nogle ture i et helt normalt gåtempo. Jeg skal afholde mig fra at sætte tempoet op, men simpelthen blot holde mig aktiv, uden at overbelaste noget som helst.

Sådan må det være …

“jeg påbegynder intet, før der er grønt lys fra fagfolkene.”

Der er ingen tegn på, at der er sket noget virkelig alvorligt. Jeg har ingen grund til at frygte, at der er opstået komplikationer som jeg skal døje med resten af livet. Fysioterapeuten fortalte mig, at jeg endda burde kunne få luft under fødderne igen, inden sommersæsonen er overstået, dog ikke i samme grad, som jeg indtil videre har udsat mig selv for. Når jeg engang skal have lidt mere fart på, så bliver det med skarpe intervaller, altså løb i et minut og gå i et minut, og så langsomt eskalere løbetiden for hver gang. Det er også noget jeg selv skal vurdere, men jeg påbegynder intet, før der er grønt lys fra fagfolkene.

Skal jeg finde noget positivt ved hele situationen, så har jeg i hvert fald fået et argument, for at tilbringe mere tid i solen. Jeg ændrer næppe den distance jeg har benyttet mig af indtil videre, og derfor kommer jeg helt automatisk til at være mere udendørs, end hvad der har været tilfældet på løbeturene. Hvis jeg alligevel smutter en tur i Fælledparken, så kan jeg jo passende slæbe et tæppe med mig, og tage en slapper i det fri på den måde. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget … right?


I eftermiddag tager jeg en rask gåtur fra Østerbro mod Torvehallerne. Jeg skal jeg mødes med chefen for Grøn Koncerts lydhold, da vi skal have en forventningsafstemning omkring håndteringen af det indgangsparti, som jeg skal agere chef for til sommer. I samme forbindelse kan jeg jo passende fortælle ham, at han ikke skal frygte at jeg bakker ud fra lydholdet.

Du skal naturligvis også huske at nyde vejret. Temperaturen skulle gerne komme op og kysse 22 grader i dag, så det vil da være en skam, hvis du ikke finder et hul i løbet af dagen, hvor du kan suge et par solstråler til dig.

2 thoughts on “Jeg løber ingen steder

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s