Angsten forlader mig aldrig

Da jeg startede denne blog, havde jeg en klar forestilling om, at alt hvad jeg havde i sinde at berette om, skulle have en positiv vinkel på både tone og emner. Indlæggets overskrift taget i betragtning, kommer jeg dog nok til at gå en smule på kompromis med de præmisser.

Jeg nævnte flygtigt i indlægget om min yndlingsfarve, at jeg tidligere har døjet med en meget svær depression med dertilhørende angst. Det kom sig af at jeg på det tidspunkt havde et arbejde, som jeg lystigt lagde 70 til 80 timer i om ugen. Jeg stod op kl. 5:00, var på min arbejdsplads kl. 6:00 og var sjældent hjemme tidligere end kl. 18:00, men ofte meget senere end det – også i weekenden. Det er der få (hvis nogen) mennesker der kan holde ud.

Jeg kunne i hvert fald ikke.

Der har sikkert været flere faktorer, som har spillet ind på mit dalende helbred dengang, men det er nu ikke det, som dette indlæg skal handle om.

“Det var fjollet, irrationelt og vattet, men ikke desto mindre en realitet.”

Lad os starte med det positive: Til august har jeg ikke taget antidepressiver i tre år. Jeg er velfungerende, motiveret og livsglad, i en sådan grad at min nuværende arbejdsløse (s)tilstand keder mig voldsomt. Bloggen her er da også et selvskabt projekt, som kan holde mig aktiv med noget jeg holder af: at skrive. Dertil har jeg også en masse andre sideløbende projekter, som gør at jeg indtil videre har været dygtig til at komme ud af sengen før kl. 8:00. Så med undtagelse af en selvtjent indkomst, så går det faktisk rigtig godt.

Det er efterhånden en del år siden jeg har været, pardon my French, “ude og skide”, men for et par dage siden krøb angst-følelsen sig atter op af min rygrad. For de uindviede kommer det følgende til at lyde fuldstændig åndssvagt, og det gør det også for mig, når jeg genoplever scenariet i mit hoved. Det var fjollet, irrationelt og vattet, men ikke desto mindre en realitet. Here goes:

Jeg sad inde i sofaen og kæmpede mig igennem God of War på min PlayStation 4 (link til min anmeldelse). Jeg fik lyst til at tage en kort pause, og gå ud i gården for at tage mig en smøg og få lidt frisk luft. Solen skinnede lystigt, så det var en anelse vemodigt at sidde indendørs, med fjæset i retning af fjernsynsskærmen. Jeg rejste mig, gik ud i entréen for at tage sko på, men kunne gennem ruden i hoveddøren se, at nogle andre beboere i gården havde fået den geniale ide, at de bestemt også skulle suge nogle solstråler til sig. Da jeg så at de sad der, besluttede jeg mig for at blive indenfor, sætte mig tilbage i sofaen og sukke opgivende af mig selv i et lille kvarters tid. Jeg fortsatte spillet og fik først røget den smøg tre timer senere, da dagslyset ikke længere havde den korrekte vinkel, til at oplyse det frodige gårdmiljø; naboerne var gået hjem.

Jeg har hilst på naboerne adskillige gange, uden dog at være på fornavn med nogen af dem. Vi er generelt gode til at holde øje med hinanden, og også hjælpe hinanden via kompleksets egen Facebookgruppe. Det er søde og rare mennesker, som jeg til hver en tid gerne låner en kop sukker.

Hvorfor gik jeg så ikke bare ud og røg den smøg?

… Angst.

Angst for at de ville hilse på mig. Angst for at de ville hyggesludre om vejret. Angst for at de ville spørge om vandforsyningen i lejligheden var tilbage igen (vi fik lukket for vandet i et par timer for nogle dage siden). Angst for at de dømte mig, fordi jeg godt nok var meget hjemme i hverdagene.

Angst for LIGEGYLDIGT LORT!

“der er et element i mit liv, som jeg med al sandsynlighed skal døje med og være opmærksom på indtil den dag jeg dør.”

Følelsen var ikke fremmed for mig. Jeg kendte den så snart jeg mærkede de første symptomer. Mit tomme blik der stirrede ud i gården, med potentiel øjenkontakt som et worst case scenario, der ville få atomkrig til at ligne en passiv-aggressiv dyst mellem en salt- og peberkværn. Alt i min krop skreg panisk, for at undgå den situation som måske kunne finde sted, og hvis jeg gik derud, og en af de rare naboer skulle give et anerkendende nik med hovedet i min retning, så var mine indvolde klar på at optrappe konflikten, og fremprovokere en dosis tyndskid der skulle rystes ud af buksebenet, før jeg kunne nå at stave til WC.

Det er det angst gør ved mig. Det sker sjældent … men det sker.

Det hænder at jeg befinder mig i en forsamling af mennesker jeg er tryg ved og holder af, men lige pludselig kan lydniveauet være for højt, ordvalgene upassende eller duften i lokalet for harsk, og så begynder den indre alarm at give signal. Det er her jeg undskylder mig selv, for at sætte mig i et tilstødende lokale og få pusten, eller bevæge mig ud i den friske luft, hvor jeg lige kan resette mit sind.

“Jeg tror jeg har fundet en gylden middelvej, hvor jeg kan tage det bedste fra begge verdener.”

Jeg synes jeg er blevet rigtig god til at håndtere angstsymptomerne, når jeg altså kan mærke at de kommer. Jeg har det som sagt rigtig godt, men en gang imellem får jeg en påmindelse om, at der er et element i mit liv, som jeg med al sandsynlighed skal døje med og være opmærksom på indtil den dag jeg dør. Jeg praler ofte af at være god til at vælge mine kampe, men det handler i højere grad om at holde angsten i skak, end det handler om mit engagement i en debat. Jeg vil hellere tabe en diskussion, end at tvinge mig ud på et plan, hvor jeg er bevidst om at en fortsættelse kan føre en verbal sejr med sig, men til gengæld resultere i at jeg ikke fungerer fire til seks timer frem. Jeg kan så afgjort være en stædig rad, men jeg ser ingen pointe i at have retten til at hovere, hvis jeg alligevel skal gøre det alene … under min dyne … resten af dagen.

Før mit forløb med angst og depression, var jeg en ganske anden. Langt mere imødekommende, ekstrovert og snakkesalig, end den noget mere tilbageholdende og konfliktsky person der stirrer tilbage inde fra spejlet. Jeg tror jeg har fundet en gylden middelvej, hvor jeg kan tage det bedste fra begge verdener. Min hovedløse impulsivitet er veget, til fordel for en afventende og analytisk tilgang til nye begivenheder. Det tager længere tid for mig, at opbygge tillid til nye mennesker, men jeg dedikerer mig til gengæld så meget mere til dem, der rent faktisk formår at komme helt tæt på.

Jeg kan godt lide det menneske jeg er i dag, og selvom det lyder som en tarvelig kliché, så havde jeg næppe været sådan her, hvis det ikke var for de år af mit liv, hvor jeg flere dage af gangen, hjælpeløst og storhulkende måtte begrave mit ansigt i min hovedpude, uden en konkret begrundelse for hvorfor.

Jeg har accepteret at angsten aldrig forlader mig, for jeg har intet andet valg.

_20180414_222015

6 thoughts on “Angsten forlader mig aldrig

  1. Hey Christian, Madsen, Panik, voksenbarn kært barn mange navne 🙂

    Fandeme stærkt skrevet og sikkert meget grænseoverskridende sende det ud til offentlig skue.
    Du har min fulde respekt fra 1-10 you know the drill!

    Der til skal så siges, at jeg aldrig har bemærket den side af dig, men har heller ikke kigget efter den.
    På GK gør du det super trods vi ofte ender i “…lydniveauet være for højt, ordvalgene upassende eller duften i lokalet for harsk…” bliv ved med det 😀

    Like

    1. Tak Rune

      Det hører som sagt også til sjældenhederne, at de symptomer finder vej til min sindstilstand, og selvom du har ret i at Grøn er proppet med åbenlyse “triggers”, så er stemningen bare en anden når vi er på tour, og rammer derfor ikke på samme måde. Jeg er simpelthen ikke herre over, hvornår det pludselig er noget der prikker. Det er dog hændt, at jeg har trukket mig i tide og utide, men så har jeg også annonceret det til nærmeste sjæf, som har fundet løsninger på at løfte den byrde, som mine skuldre ikke kunne bære mere.

      Og gu var det grænseoverskridende, og overhovedet ikke i tråd med hvad jeg indtil videre har smidt på bloggen, men det er trods alt min blog, og der er ingen garanti for at den ikke skifter synsvinkel engang i mellem. Sådan skulle det være i dag 🙂

      Like

  2. Det er så dejligt, at du er kommet videre i dit liv og har lagt depressionen bag dig❤️
    Jeg kan selv have det som dig ind i mellem, men mest fordi jeg bare ikke orker andre, og egentlig helst vil sidde og stene lidt for mig selv, lige lade batterierne op igen, det er helt okay og hverken angst eller egoisme.
    Ked af du har dine indre kampe, men godt du kan håndtere dem❤️

    Like

    1. Jeg gør i hvert fald hvad jeg kan. Det er måske 3-4 gange om året, at der vender lidt tilbage, men resten af tiden går det rigtig godt! Der er ikke andet at gøre, end bare at være i det, når det endelig finder sted.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s