Grøn er min yndlingsfarve

Til daglig reagerer jeg, når folk kalder mig Christian. Her på bloggen forsøger jeg at cementere Voksenbarn som et alias. Det hænder at jeg også vender hovedet, når nogen siger “hey, du der”. Men når kalenderen har fundet vej til de sidste to uger af juli, har jeg pludselig et helt andet navn: “Panik”.

Panik er ikke en persona eller en gimmick. Det er et praktisk kaldenavn, som potentielt gør det nemmere for 700 mennesker at huske hvem jeg er. Og der er mange navne blandt de frivillige på Grøn Koncert (GK), som er endnu mere fjollede, end det navn jeg er blevet tildelt. Man vælger nemlig ikke sit eget Kræw-navn, men må derimod finde sig i, hvad ens nye venner lige synes der har god pondus. Man kan dog være helt sikker på, at uanset hvilket navn man ender med, så ligger der kærlighed og god vilje bag beslutningen.

“angsten i mig havde paraderne oppe”

Jeg var på min første GK-tour i 2013. Cirka et halvt år forinden var min ekskone og jeg gået fra hinanden, jeg var hårdt ramt af depression og angst, og jeg havde egentlig ikke særlig mange ting kørende for mig. En god kammerat foreslog, at jeg tog med på turen, både for at få livets omstændigheder på afstand, men også for at møde nye mennesker, hvis livsglæde unægteligt måtte have en smittende effekt. Det var en umådeligt tung beslutning, da angsten i mig havde paraderne oppe, i forhold til alt hvad der var nyt og uprøvet. Jeg trodsede min irrationelle frygt, og fik pakket en kuffert med skiftetøj, cigaretter og en luftmadras.

Da jeg dukkede op ved opsamlingsstedet, gik der ikke mange sekunder, før jeg blev introduceret til nogle af de mennesker, som jeg skulle tilbringe nær- og samvær med de næste 13 dage. Jeg har aldrig fået en så varm velkomst, fra folk jeg aldrig har mødt før. Allerede i bussen på vej mod Kolding, fandt jeg ud af at disse mennesker elsker at synge, kramme og tage sig af hinanden. Jeg var pludselig en del af dette selskab, og oplevede en varme og et sammenhold, hvis lige jeg ikke er stødt på andre steder i mit liv.

Der er adskillige “funktioner” man kan melde sig på, når man skal svinge arbejdskraften på Grøn Koncert, og mange af dem er inddelt på en måde, så man har en funktion under koncerten (“primær funktion”), og så en helt anden funktion før og efter koncerten (“sekundær funktion”). Nogle funktioner dækker både før, under og efter, som f.eks. at arbejde i en af barerne eller mad-boderne, men for mit vedkommende var en burgerbod min primære funktion, altså det jeg lavede under koncerterne, mens min sekundære funktion hev mig op på scenerne, hvor jeg skulle kaste med højttalere sammen med Lydholdet.

“højttaler-stacks på lige omkring et halvt ton hver”

At kalde min viden omkring opsætning af store højttalersystemer for “sparsom”, ville være at tænke for højt om mig selv; “fraværende” er nok en bedre term. Det var dog ingen hindring, da jeg fik grundig og kyndig oplæring af de erfarne lyd-kræwere, såvel som de professionelle teknikere der var vant til at samarbejde med frivillige hænder. Med højttaler-stacks på lige omkring et halvt ton hver, er det i hvert fald nok en god ide, lige at få et par sikkerhedsforanstaltninger på plads, så alle på Lydholdet er naturligvis iført sikkerhedshjelm, sikkerhedssko og arbejdshandsker. Vi ser ikke just sexede ud, når vi er iført denne uniform, men en manglende tå vil næppe hjælpe på ens datingliv.

Min pointe med ovenstående er, at alle kan melde sig som frivillig på Grøn Koncert, uanset hvilke kompetencer man har med hjemmefra. Man skal nok få lært alt hvad ens funktion kræver, og så er det desuden en fornøjelse at udføre opgaverne, med mennesker som brænder lige så meget for det, som man selv gør. Især når koncertdagen er overstået, og vi sætter os ind i en bus, og fragtes til næste destination.

“På de gode nætter kan vi forhåbentlig nå fem timers søvn”

Det er på busturene vi virkelig kommer tæt på hinanden, og får mulighed for at trække vejret efter en lang og hård dag og al den overskydende energi man må have sidst på dagen, bliver brugt på at starte en fest. Det er her vi fortæller røverhistorier, synger om kap med de andre funktioner og hælder øl indenbords, før vi endelig når til overnatningsstedet, hvor vi kan få et velfortjent bad, lidt natmad og evt. en sidste øl, før kroppen lander på liggeunderlaget. På de gode nætter kan vi forhåbentlig nå fem timers søvn, før vi igen skal ud af fjerene, og gentage proceduren fra dagen før.

Udover fællesskabet blandt kræwerne, og naturligvis oplevelsen af at være på koncertpladsen fra den bygges op og til den pilles ned igen, så er jeg mest af alt imponeret over, hvor god hånd der bliver taget om de frivillige. Muskelsvindfonden har virkelig luret, at hvis man skal forvente at frivillige kræfter skal løfte i flok, så skal man også sikre at menneskerne har det godt – og det gør de!

Halvvejs på turen har vi nemlig tre fridage, som vi kalder overliggerdagene. Her skal vi ikke løfte en finger, men derimod lave lige præcis hvad vi har lyst til. Der er et indendørs svømmebassin, udendørs fodboldbane, fadølsanlæg ved hvert hjørne og oaser af fred og ro hvor man altid er velkommen til at trække stikket og få sig en lur i solen. Der er store fester om aftenen med live band og al den mad man overhovedet kan proppe i sig.

Det jeg prøver at sige er, at når man er af sted på Grøn Koncert-turen, så ønsker man ikke at være andre steder i verden. Der er ingen misundelse på dem der er taget sydpå eller nyder tid hjemme med familien.

Alt andet er fuldstændig lige meget.

Som du måske husker fra starten af dette indlæg, så havde jeg mine betænkeligheder ved at melde mig på turen i 2013, grundet slemme tilfælde af angst. Er du bekendt med den tilstand, så ved du også at ovenstående lyder som et sandt skrækscenarie. Jeg er dog ikke i tvivl om, at Kræwet og Grøn Koncert spillede en vigtig rolle for bedringen af mit psykiske helbred i 2013. Det er blevet den begivenhed, som jeg ser aller mest frem til hvert år. Nogle mennesker glæder sig til deres fødselsdag, juleaften eller en charterferie.

Det gør jeg ikke.

Jeg glæder mig til at få græs under fødderne, og slappe af med noget hårdt arbejde.

Har du lyst til en oplevelse du sent vil glemme, så vil jeg på det varmeste anbefale, at tage det samme spring som jeg gjorde for fem år siden. På www.crewet.dk kan du melde dig som frivillig, ikke kun for Grøn Koncert, men også for Roskilde Festival, Cirkus Summarum, Ledreborg Slotskoncert og mere til.

Jeg kan ikke prale af at vide alt hvad der foregår på Grøn Koncert eller i resten af Kræwet, men jeg vil meget gerne forsøge at besvare de spørgsmål du må have. Efterlad derfor gerne en kommentar eller del mit indlæg med nogen, som lige skal have den sidste overtalelse til at tilmelde sig.

Skal du blot på #Grøn18 som gæst, så kan du i år finde mig oppe ved indgangen, og måske lade mit smil være det første du ser, før du skal ind på pladsen og høre Lukas Graham, Phlake eller D-A-D. Finder du mig, fortæller jeg også gerne hvordan jeg fik tildelt mit Kræw-navn.

mindre

9 thoughts on “Grøn er min yndlingsfarve

  1. Fantastisk indlæg! Du fanger virkelig ånden i Grøn Koncert og årsagen til at jeg til sommer kommer tilbage til mit 9. år som frivillig.
    Vi ses (senest) til sommer, hvor jeg i år skal bygge den scene nogle af højttalerne.
    Tak for en velskrevet blog.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s