Min og andres anonymitet

I går var en stor dag. Bloggen fik sin officielle annoncering på Facebook og Instagram, og venner og bekendte tog rigtig godt imod den. Selv var jeg travlt optaget af at give F5-tasten lidt kærlighed, for at være sikker på at få alle reaktioner, efterhånden som de trillede ind.

“Det bunder vel i en form for usikkerhed”

Det var også lidt nervepirrende. Hvad nu hvis folk syntes, at jeg tog min egen selvfedme til et helt nyt niveau. Jeg mener come on, er mine bedrifter virkelig så interessante? Det er selvfølgelig også store tanker at gøre sig, her mindre end et døgn siden lanceringen. Jeg har dog altid haft den her næsten usunde indstilling om, at jeg gerne vil være likeable, og det er et parameter som er ufattelig svært at måle på; enten er man, eller også er man ikke.

Det sværeste jeg nogensinde har gjort, er at få alt jeg nogensinde har gjort, til at virke som det letteste jeg nogensinde har gjort. Det er helt klart en facade, som jeg benytter både i det private og i mit arbejdsliv; I try really hard not to try really hard. Det bunder vel i en form for usikkerhed, da jeg virkelig har et irrationelt behov for at blive anerkendt. Jeg prøver at være ligeglad med hvad folk synes om mig, men præmisserne er anderledes på bloggen, da jeg nok ender med at udstille mig mere her, end jeg nogensinde kunne drømme om i den virkelige verden. Bloggen har dårligt nok lært at kravle, men jeg bekymrer mig allerede, om hvor vidt Monty Python kommer til at diktere, hvordan dens gangart bliver nogle år ude i fremtiden. Det vil tiden vise.

Responsen fra mine nærmeste var dog overvejende positiv. Nogle var begejstrede for mine formuleringer, og andre nævnte at de kunne høre mig tale som jeg skriver. Det må vel være et tegn på, at mit mål om at “holde det ægte” indtil videre er indfriet.

En af mine gode kammerater skrev dog en direkte besked til mig, med en kommentar til mit første dating-indlæg. En bemærkning som jeg egentlig havde forventet at modtage:

dating blog

I get it

Nogle få mennesker i min vennekreds ved godt hvem hun er, og endnu færre har rent faktisk mødt hende. Nu jeg tænker over det, er det faktisk kun tre mennesker som har haft lejlighed til at hilse på hende. Det synes jeg egentlig er lidt sjovt at tænke på …

Jeg kunne naturligvis sagtens smide et link til det pågældende blog-indlæg, som netop kickstartede mit eget skriveprojekt. Det har jeg dog ikke tænkt mig at gøre. Pointen med bloggen er ikke at udstille andre mennesker, uanset om intentionerne er positive, negative eller neutrale.

“Pointen med bloggen er ikke at udstille andre mennesker”

Lidt i samme ånd har jeg også i sinde at holde mit ansigt skjult her på bloggen. Det er mere en stilistisk beslutning, end det omhandler reel anonymitet. Jeg er trods alt ikke forbandet svær at finde på øvrige sociale medier. Dem der kender mig har allerede en ide om hvordan jeg ser ud, og det fjæs synes jeg ikke, at jeg vil pådutte en potentiel fremtidig læserskare.

I skal alle have en kæmpe tak for den overvældende modtagelse. Det har helt klart kun givet blod på tanden, til at skrive endnu mere om hvad der sker i mit liv.

2 thoughts on “Min og andres anonymitet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s